Ung menneskesmugler: Jeg vil inspirere andre

24-årige Annika Holm Nielsen smuglede mandag en syrisk flygtning til Malmö. Hun håber, mange andre vil gøre det samme.

- Jeg er gået ind i det her med åbne øjne. Hvis politiet og myndighederne vil straffe os, så er vi forberedte på det. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at komme i fængsel, men hvis det er konsekvensen, så er jeg klar.

Sådan lyder det fra 24-årige Annika Holm Nielsen, der i dag kan kalde sig menneskesmugler. I går sejlede hun nemlig en syrisk flygtning til Malmö, selv om det er ulovligt at hjælpe flygtninge og migranter, der befinder sig ulovligt i lande.

Den 24-årige Hvidovre-pige stod sammen en gruppe venner klar på Hovedbanegården ved middagstid.

- Vi havde fået at vide, at der kom et tog med en masse flygtninge ind til banegården. Politiet havde dog tømt toget, på nær en syrisk mand, der havde gemt sig. Vi skyndte os at få ham væk fra banegården og ud på en båd, og så sejlede vi ham til i Malmö, siger Annika Holm Nielsen til TV 2 Lorry.

Annika Holm Nielsen har valgt at offentliggøre et billede af sejlturen på Facebook. Billedet er ledsaget af en tekst, hvor der blandt står følgende:

'Sidder i en båd på Øresund, på vej mod Malmø for at sætte Abdel i land i sikkerhed i Sverige. Ville ønske jeg boede i et land, hvor vi med åbne arme tog imod mennesker der flygter fra krig, sult og nød. Indtil da vil jeg hjælpe så mange mennesker til Sverige som muligt og opfordrer alle andre til at gøre det samme. Og hvis Inger Støjberg vil stoppe mig, må hun sætte mig i fængsel!'

Hvidovre-pigen er ikke stolt af sin status som menneskesmugler, men hun fortryder heller ikke, hvad hun har gjort.

- Vi gjorde det, fordi vi vil hjælpe nogen mennesker. Forholdene for flygtninge i Danmark er så dårlige, at jeg ikke kan være vidne til det. Jeg synes, det er ærgerligt, at det er ulovligt at hjælpe folk, der er i nød. Den risiko, jeg løber, er så lille i forhold til risikoen, de mennesker, der er på flugt, udsætter sig selv for, siger Annika Holm Nielsen til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik