Ung mand smittet: Endnu et tilfælde af mæslinger i Lorryland

Der er konstateret endnu et tilfælde af den frygtede sygdom mæslinger. Denne gang er det hos en ung mand fra Nordsjælland.

Endnu et tilfælde af mæslinger konstateret i Danmark. Sygdommen var ellers elimineret for få år siden. Arkivfoto. Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

En ung mand fra Nordsjælland har fået konstateret mæslinger. Der er tale om den samme virus, som tidligere har smittet to danskere på det franske skisportssted Val Thorens.

Læs også Frygter nye udbrud af mæslinger efter vinterferie

Manden fra Nordsjælland har dog ikke været i Frankrig, han har til gengæld været i Sverige, mens han har været syg, og efter han kom hjem igen, har han været i flere forskellige venteværelser på flere hospitaler i Region Hovedstaden.

- Vores analyser har vist, at patienten er smittet med samme type mæslingevirus (genotype D8) som de to patienter, der var smittet i Frankrig, samt at gensekvenserne af de såkaldte virusgenomer er 100 % identiske. Derfor undersøger vi nu, om der kan have været en kontakt mellem det nye påviste tilfælde og de to tidligere påviste tilfælde, siger Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge ved Statens Serums Institut.

Det skal du gøre

En stor del af befolkningen er vaccineret mod mæslinger, da vaccinen blev indført som en del af vaccinationsprogrammet i 1987, og mange personer, der er født tidligere, har haft sygdommen, men de, der ikke har, risikerer at blive smittet.

Læs også Kvinde smittet med mæslinger: Sad i venteværelse med andre patienter

Syptomerne vil være høj feber, kraftig forkølelse, hoste røde øjne og rød, prikket udslæt. Hvis man har mistanke om, at man er blevet smittet, så skal man straks kontakte sin læge.

- Er man blevet syg med mæslinger, minder de første symptomer som regel om en forkølelse eller influenza. Mæslinger er en af de mest smitsomme sygdomme, der findes, så hvis man har mistanke om, at man kan være smittet, skal man skal ikke møde op uden aftale, da man kan risikere at smitte andre i venteværelset, siger Bente Møller, der er overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

En uddød sygdom

Sygdommen mæslinger er en meget alvorlig sygdom, der kan forsage infektioner som mellemørebetændelse, lungebetændelse og i grimme tilfælde og hjernebetændelse. I sjældne tilfælde kan den koste livet. Sygdommen har egentligt været udryddet i Danmark, men nu er den altså tilbage igen.

I forhold til den nye sag fra Nordsjælland, så har Styrelsen for Patientsikkerhed kontaktet alle relevante steder med henblik på at sikre, at personer, der har været udsat for smitte, og som ikke er immune mod mæslinger, bliver kontaktet og får tilbud om relevant behandling.

Læs også Omfattende besparelser rammer rengøringen på skoler og i børnehaver



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik