Foto: Steen Brogaard

Ung bilist drøner fuld over Øresundsbroen i forkert vejbane

En 24-årig dansk mand var påvirket af alkohol, da han kørte over Øresundsbroen i den forkerte vejbane.

En ung, dansk mand fik ene mand stoppet al trafik på Øresundsforbindelsen mellem Danmark og Sverige sent tirsdag aften.

Trafikken var lukket fra klokken 23.44 til 00.08. Det oplyser Københavns Politi.

Manden kørte påvirket af alkohol over Øresundsbroen i den forkerte vejbane fra Sverige mod Danmark.

Læs også Midt i påsketrafikken: Uheld lukkede Øresundsbroen

Politiet måtte barrikadere kørebanen

Han fortsatte sin kørsel, indtil politiet fik ham stoppet med en barrikade af biler, da han kom ud af tunnelen på den danske side af forbindelsen.

- Han kommer på en eller anden måde igennem betalingsanlægget på den svenske side i den forkerte side. Jeg ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Så kører han over broen og under tunnelen, og vi får så lukket bommen og venter på ham på den danske side, siger vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

Spøgelsesbilisten er en dansk mand på 24 år. 

Den unge mand vil blive sigtet for spirituskørsel. Han var åbenlyst påvirket under afhøringen, oplyser vagtchefen.