Foto: TV2/Lorry

Undersøgelse: Pia Allerslevs bevillingsnævn brød loven

Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) har som formand for Bevillingsnævnet i København overtrådt restaurationsloven og forvaltningsloven.

Det slår advokatfirmaet Horten fast i en ny rapport til Kultur-og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, skriver Politiken.

Udvalget har bestilt rapporten for at afgøre, om Bevillingsnævnet handlede i strid med loven, da det tidligere i år afviste at give alkoholbevillinger og nattilladelser til fem barer i det indre København.

»Det er samlet set vores vurdering, at de af Bevillingsnævnet trufne afgørelser i de fem sager ikke kan anses for at være i overensstemmelse med gældende ret. Dette resultat er ikke mindst baseret på, at de trufne afgørelser efter vores vurdering lider af flere væsentlige retlige mangler«, står der i rapporten fra advokatfirmaet Horten.

Barejere investerede millioner efter tilsagn

To af barerne, der har stået frem, Musen & Elefanten og Max Billy, havde ellers fra politiet fået tilsagn om, at der ingen problemer var i, at de kunne åbne, og derfor investerede ejerne millioner i anskaffelse og ombygning af lokaler, skriver Politiken.

Men da barerne stod færdige, besluttede Bevillingsnævnet, at det ikke var muligt for dem at opnå bevilling, fordi der allerede var mange andre barer i Vestergade og Gothersgade, hvor de to barer ligger.

I en pressemeddelelse anerkender Pia Allerslev, at der ikke har været grundlag for at give afslag. Hun vil derfor tage initiativ til genbehandling af sagerne.