00:23

Video: TV 2 Lorry. Foto: Kasper Palsnov / Scanpix.

Undersøgelse i gang: Måske skal Statens Serum Institut nedlægges

En særlig styregruppe har hyret et konsulentfirma for at finde ud af, hvilken fremtid Statens Serum Institut på Amager skal have.

Siden grundlæggelsen i 1902 har Statens Serum Institut haft hjemme på Amager og varetaget det danske beredskab mod infektionssygdomme. Men det kan snart være slut. Det skriver Ingeniøren. 

Samtlige opgaver skal endevendes

Instituttet er efter det ekstremt omkostningsfulde frasalg af vaccineproduktionen presset på økonomien.

Derfor har Sundheds- og Ældreministeriet sammen med Finansministeriet ifølge Ingeniøren nedsat en særlig styregruppe, der skal finde ud af, hvilken fremtid Statens Serum Institut skal have.

Styregruppen har hyret konsulentfirmaet McKinsey til at endevende samtlige opgaver, Statens Serum Institut løser og komme med forslag til, hvordan de fremover skal organiseres.

Ingeniøren har fået aktindsigt i den konsulentkontrakt, som staten udbød. Den viser, at fremtiden for det over 115 år gamle institut er mere end usikker.

Overordnet skal konsulenternes analyse levere et "forslag til Statens Serum Instituts fremtidige bevillingsniveau, opgaveportefølje og organisering".

Mere simpel organisation

Efter frasalget af vaccineproduktionen og et diagnostikselskab i Hillerød består Statens Serum Institut i dag af to forskningsenheder for henholdsvis vacciner og epidemiologi. Også den nationale biobank med tilhørende forskning hører under instituttet.

- Frasalget af de to områder gør, at det er hensigtsmæssigt at undersøge, om organiseringen og udførte aktiviteter er optimale med den nu væsentligt mindre og mere simpel organisation, skriver embedsmændene i konsulentkontrakten ifølge Ingeniøren.

I 2015 havde Statens Serum Institut 1.413 årsværk. I år er der budgetteret med 634.