Foto: TV 2 Lorry

Underskud er femdoblet i DSB

DSB har hensat 60 millioner kroner til fratrædelsesordninger. Det belaster regnskabstallene i første kvartal.

DSB fik et underskud på 93 millioner kroner i årets første kvartal.
Underskuddet er fem gange større end i første kvartal 2011, hvor DSB landede på et minus på 18 millioner kroner.

En væsentlig forklaring på det store underskud er, at DSB har hensat 60 millioner kroner til fratrædelsesordninger, der er indgået pr. 31. marts, samt stigende omkostninger til erstatningsmateriel.

2011 var et sandt rædselsår for DSB, hvor det samlede underskud løb op i 860 millioner kroner før skat. I løbet af året fik tre direktører sparket, og en gik selv. Gennemtrækket på ledelsesgangen kostede alene 23,5 millioner kroner.

1. maj tiltrådte DSB's nye administrerende direktør, Jesper T. Lok.
I kvartalsregnskabsmeddelelsen hæfter DSB sig ved, at Fjern- & Regionaltog har oplevet en kundevækst på tre procent og S-tog på seks procent sammenlignet med samme periode sidste år.

I starten af februar indgik DSB en aftale med flere af de faglige organisationer om en række tiltag, der samlet skal forbedre DSB's økonomi i perioden 2012-2014, fremgår det af kvartalsregnskabsmeddelelsen.

Ifølge aftalen skal der reduceres for 167 millioner kroner i 2012, hvilket omfatter 368 stillinger. Det vil ske gennem naturlig afgang, frivillig fratrædelse og omplacering, hvor medarbejdere tilbydes job andre steder i DSB. Samtidig skal der forhandles en ny aftale for 2013-2014.
Af kvartalsregskabsmeddelelsen fremgår det desuden, at der fortsat hersker uklarhed om, hvornår IC4-togene kan sættes ind i fast drift.

Togene bliver fortsat testet efter to tilfælde med bremseproblemer i efteråret.