Underbetalte rumænere byggede politiets toiletter

Underbetalte østeuropæere har lagt fliserne på Rigspolitiets nye toiletter.

Når kriminalteknikere og cyber-specialister fremover går på toilettet i Rigspolitiets ombyggede kontordomicil i Glostrup, bliver det på fliser lagt af underbetalte østarbejdere.

Det skriver Fagbladet 3F.

quote Vi har det ikke godt med det, og det firma kommer ikke til at arbejde for os mere.

Christian Jensen, Hansen & Jensen Byg ApS

For på trods af de krav, som bygherren PensionDanmark stiller til entreprenørerne på dets byggerier, har tre rumænere alligevel fået arbejde på pladsen til dumpingpriser.

Det viser et forlig på 18.000 kroner, som 3F har indgået med en af underentreprenørerne på pladsen. 

Ifølge rumænerne og 3F ankom de omkring nytår for at arbejde for firmaet Aut. VVS & El Teknik ApS.

Rumænerne blev indkvarteret på firmaets adresse i Rødovre i en beskidt lejlighed, hvor pap skulle holde kulden ude. Det betalte hver rumæner angiveligt 1.500 kroner for, ligesom de betalte 500 kroner for en ansættelseskontrakt.

Efter de udgifter blev fratrukket, fik de hver 3.500 kroner i hånden for 14 dages arbejde midt i januar.

- Den her sag er udtryk for, at social dumping kan ske alle steder. Jeg er bare glad for, at alle var enige om, at sagen skulle løses hurtigst muligt, og at vi fik det gjort, siger faglig sekretær i 3F, Michael de Gier, der har forhandlet forliget på plads. 

Samarbejde ophørt 

Aut. VVS & El Teknik Aps har ikke ønsket at udtale sig. Hos murerfirmaet Hansen & Jensen Byg ApS, der hyrede firmaet ind, ærgrer mester Christian Jensen sig godt og grundigt over sagen.

- Vi har det ikke godt med det, og det firma kommer ikke til at arbejde for os mere, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra projektets hovedentreprenør, GVL Enterprise.

quote Vi har naturligvis en forventning om, at forholdene omkring byggeriet lever op til de gældende regler på området.

Rigspolitiet

Hos PensionDanmark kalder ejendomsdirektør Marius Møller også sagen om de tre rumænere en "klar fejl".

- Vi har rigtig mange byggepladser og håndværkere involveret på vores byggerier, og vi er nogle af dem, der går ind og stiller krav til dokumentationen. Det her må selvfølgelig ikke ske, og det er også sjældent, at forholdene ikke er i orden. Det er en fejl, at rumænerne er kommet ind på pladsen, siger Marius Møller til Fagbladet 3F.

Rigspolitiet henviser til, at det blot er bruger af en bygning, som Bygningsstyrelsen lejer af PensionDanmark.

- Men vi har naturligvis en forventning om, at forholdene omkring byggeriet lever op til de gældende regler på området, skriver Rigspolitiet i en mail. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik