Ulykkelig hesteejer: "Stop med at fodre vores heste, de kan dø"

Cecilie Skov fra Liseleje deler en kraftig opfordring efter en af hendes heste blev alvorlig syg og en anden døde. Begge gange fordi uvidende folk fodrede dem i folden.

- Så sent som i går fandt jeg ærtebælge i folden, fortæller Cecilie Skov over telefonen til TV 2 Lorry. 

- Heste kan slet ikke fordøje ærtebælge, så det kan være virkelig farligt for dem at spise. 

Og problemet er tilbagevendende for Cecilie Skov og hendes familie på gården ved Frederiksværk. 

- Vi finder alt fra tørt rugbrød, vandmelon og maskinklippet græs. Græs, der er klippet med en græsslåmaskine, er også farligt for hestene, for det klistrer sammen i maven på dem, og de kan risikere at dø, siger Cecilie Skov til TV 2 Lorry. 

Allerede for to år siden satte familien skilte op ved folden, hvor der står, at man ikke må fodre hestene, alligevel bliver folk ved med at gøre det. 

Selvom disse skilte sidder flere steder ved hestefolden, fortsætter folk med at fodre Cecilie Skovs heste. 
Selvom disse skilte sidder flere steder ved hestefolden, fortsætter folk med at fodre Cecilie Skovs heste. 
Foto: Cecilie Skov

- Vi tager jævnligt folk i det. Nogle gange undskylder de, men andre gange bliver de sure og påstår, at de ikke har gjort det, selvom vi jo lige har set dem gøre det. 

quote Vi finder alt fra tørt rugbrød, vandmelon og maskinklippet græs.

Cecilie Skov, Liseleje

- Jeg kan godt forstå, at folk synes, det er hyggeligt at gå ned med en gulerod eller noget rugbrød, men tit kan hestene ikke tåle det. Og man fodrer jo heller ikke fremmede hunde, der står i en have. Eller andre folks børn for den sags skyld. 

Voldsom spiserørsforstoppelse

Sidste år fik en af Cecilie Skovs heste en voldsom spiserørsforstoppelse, efter nogle piger havde fodret den i folden. Hvad den har fået, vides ikke, men fodret satte sig fast i halsen på hesten. Og da heste ikke kan kaste op, var den tæt på at blive kvalt. 

Denne hest klarede sig igennem, men året før mistede Cecilie Skov en anden hest, fordi den var blevet fodret med maskinklippet græs. Hesten døde på operationsbordet med en sprængt tarm. 

Cecilie Skov mistede dermed både et kæledyr og en investering på 200.000 kroner, fordi nogen ville være flinke og give hesten lidt græs. 

Dette syn mødte Cecilie Skov, da hun lørdag gik ud på hestefolden. 
Dette syn mødte Cecilie Skov, da hun lørdag gik ud på hestefolden. 
Foto: Cecilie Skov

- Og det er derfor, at jeg har lavet min opfodring på Facebook. Folk ved ofte ikke, at man ikke må fodre fremmede heste. Og selvom vi har sat skilte op, er det åbenbart ikke nok. 

quote Man fodrer jo heller ikke fremmede hunde, der står i en have. Eller andre folks børn.

Cecilie Skov, Liseleje

Cecilie Skov og hendes familie er ikke de eneste hesteejere, der kæmper med dette problem. 

- Der er også andre ejere, der har skrevet læsebreve i den lokale avis for at sætte fokus på problemet. Så vi er langt fra alene om det. 

Nu håber hun på, at folk vil nøjes med at nyde synet af de flotte dyr: 

- Sommerhussæsonen er jo ikke helt i gang endnu, så jeg kunne godt frygte, at det kommer til at ske igen. Men forhåbentlig har rigtig mange fået noget at tænke over nu, afslutter Cecilie Skov. 

Denne video er fra sidste år, hvor Cecilies hest fik spiserørsforstoppelse. Man kan se hvordan hesten kæmper for at få hostet proppen op. Denne hest blev reddet. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik