Ulykke på Nørreport: Mand faldt ned på skinner

En mand er onsdag morgen blevet påkørt af et S-tog på Nørreport Station i København

Opdateret klokken 10.00...

Alt tyder på, at ulykken på Nørreport Station i København onsdag morgen skyldes et hændeligt uheld.

- Vi ved, at det er en mand, der er blevet påkørt, fordi han befandt sig på skinnerne. Ud fra vidneudsagn og videoovervågning tyder det på, at han er faldet ned på skinnerne ved egen uforsigtighed, siger vagtchef Lars Westerweel fra Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at afspærringen på Nørreport Station nu er ophævet, og at politiet har frigivet S-togene, som atter kører, som de skal.

Københavns Politi kender endnu ikke mandens identitet.

- Vi ved ikke, hvem han er, og han er ikke i en tilstand, hvor han selv kan fortælle det, siger Lars Westerweel til TV 2 Lorry.