Ulrik er indsamlingsveteran: 30 år på samme rute

Søndag samler tusinder af danskere ind til kræftsagen, når Kræftens Bekæmpelse har landsindsamling. For Ulrik Smith er det 30 år i træk, han er ude at samle ind.

69-årige Ulrik Smith fra Gentofte kan søndag fejre et helt særligt jubilæum.

Det er nemlig 30 år siden, at han første gang gik ud som indsamler til Kræftens Bekæmpelses årlige landsindsamling, og lige siden da har han hvert år været trofast ude med indsamlingbøssen.

quote Jeg bliver ved, indtil mine ben ikke kan mere. 

Ulrik Smith

At Ulrik i sin tid meldte sig som indsamler, er der en ganske særlig årsag til.

- Min far døde som 70-årig af kræft. Det var alt for tidligt, og det var derfor, jeg meldte mig. Jeg ville gerne gøre en indsats, så der kan komme flere penge til kræftforskning, fortæller Ulrik Smith, der mindes sin far, når han begiver sig ud på ruten.

Og netop ruten ligger fast. Det er de ulige numre på Mosegårdsvej i Gentofte, hvor han hvert år stemmer dørklokker, og med tiden er blevet et kendt ansigt.

De fleste spæder til kassen

Ulrik og hustruen Hanne bor selv på vejen, som har 150 husnumre fordelt på både enfamilies-huse og ejendomme med lejligheder.

Han kan godt lide at komme rundt og møde de andre beboere.

- Det er smaddersjovt og hyggeligt at samle ind. Folk er meget søde, og de fleste vil gerne give et bidrag. Der er selvfølgelig også nogle, der takker nej, men så går jeg bare videre til det næste hus og ringer på, lyder det fra den 69-årige indsamlingsveteran.

Lige det med at ringe på har Ulrik en helt særlig betragtning omkring:

- Hvert år oplever jeg, at rigtig mange folks ringeklokker ikke virker. Det forbavser mig altid. Måske skulle jeg begynde at sælge dørklokker, griner han.

Altid tørvejr

Ulrik Smith fortæller, at han stort set aldrig har oplevet dårligt vejr, når han er ude at samle ind, hvilket er med til at gøre turen til en behagelig oplevelse.

Men det betyder så også, at folk måske ikke lige er hjemme, fordi de er ude og gå en tur. Han har dog flere gange oplevet, at folk så har klistret en lille kuvert på døren med et bidrag til indsamlingen.

- Så bliver man selvfølgelig glad. Det at gøre en indsats giver en varm følelse, siger han.

Ulrik Smith fylder 70 år til Sankt Hans og stoppede med at arbejde for et par år siden for at gå pension. Men indsamlingsbøtten har han ingen planer om at lægge på hylden.

- Jeg bliver ved, indtil mine ben ikke kan mere. Om ikke andet håber jeg, at flere vil melde sig som indsamler og støtte en god sag, siger han.

30 års jubilæet som indsamler nu på søndag bliver samtidig første gang, at den 69-årige veteran måske får følgeskab af et af hans børnebørn på ruten.

- Den ældste, Wilma på seks år, har sagt, at hun gerne vil med. Så jeg regner med, at tage hende med på noget af ruten. Min søn er 40 år, og ham havde jeg også med nogle gange, da han var dreng, siger Ulrik Smith.

Hvis du vil melde dig som indsamler til  Kræftens Bekæmpelses årlige landsindsamling på søndag den 8. april, kan du gøre det på www.indsamling.dk. Du kan også tilmelde dig på tlf. 7012 2018.

Her kan du læse mere om landsindsamlingen: Danmarks indsamling til kræftsagen

Det går pengene til

  • Når tusindvis af danskere søndag 8. april samler ind ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling, går pengene til gratis rådgivning og støtte patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse.
     
  • Hver gang Kræftens Bekæmpelse får 100 kr., går 61 kr. til forskning i kræft. 20 kr. går til hjælp og støtte til patienter, 16 kr. til oplysning og 3 kr. til administration.
     
  • Kun 3 procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af dig og andre, der vælger at støtte sagen, og som samtidig er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik