Mia Nyegaard er beskæftigelses- og integrationsborgmester, og hun kalder sagen "dybt alvorlig". Foto: Liselotte Sabroe

Foto: Michael Bothager / Scanpix

1 af 2

Ulovligt: Ledige blev undersøgt af læge i jobcenter

På et jobcenter i København er borgere blevet indkaldt til møde med læger, som har undersøgt dem i baglokalet. Lægerne er hyret af kommunen - men praksis er ulovlig.

Jobcentrets fornemmeste opgave er at få arbejdsløse borgere tilbage i arbejde.

Hidtil har midler som praktik, kurser i cv-skrivning og andre tiltag forsøgt at hjælpe borgerne tilbage til arbejdsmarkedet.

Men på jobcentret på Lærkevej i Københavns Nordvestkvarter har kommunen taget drastiske metoder i brug for at få borgerne i arbejde. 

Læs også Kim mødte læge på jobcenter: "Jeg skal sgu ikke undersøges her"

Her er borgerne blevet tilbudt en samtale med en læge og efterfølgende undersøgelse for at fastlægge i hvilket omfang borgeren kan arbejde.

Det fremgår af en orientering til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget fra 24. november, som TV 2 Lorry er i besiddelse af.

Her står der, at Borgerrådgiveren allerede i slutningen af oktober advarede kommunen om forholdet på baggrund af en kommentar på netmediet avisen.dk, hvor der blandt andet står, at "borgerne risikerer at blive underlagt lægeundersøgelse i et baglokale på samme matrikel."

I samme orientering fremgår det, at Københavns Kommune hyrede en privat lægevirksomhed i forbindelse med implementeringen af en politisk aftale om "en særlig indsats til førtidspension og fleksjob".

Ved flere lejligheder har læge-firmaet "foretaget fysiske lægeundersøgelser i jobcentret", skriver forvaltningen.

Men en sådan praksis er ikke lovlig - og slet ikke kommunens opgave. 

05:33

Sagsbehandlingen på de københavnske jobcentre har længe været stærkt kritiseret. Nu viser det sig, at et jobcenter uretmæssigt har hevet borgere ind til lægeundersøgelser i baglokalet Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix / TV 2 Lorry

Luk video

Læs også Københavns Rådhus ansætter ny jurachef efter bryllupssag

Politiker: - Det lyder nærmest som plottet til en gyserfilm

Så klar er meldingen fra Ulrik Kohl, Enhedslisten, der sidder i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Københavns Borgerrepræsentation.

Du møder op til en samtale, men i stedet for at få hjælp, så bliver du hevet ud i et baglokale for at blive undersøgt

Ulrik Kohl, medl. Københavns Beskæftigelses- og Integrationsudvalg

- Angiveligt er der installeret en form for lægeklinik i baglokalet, hvor man i strid med alle regler hiver syge og handicappede borgere, der møder op på jobcentret, ud til en form for tvangsmæssig undersøgelse, siger Ulrik Kohl, Enhedsl., der er medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Københavns Borgerrepræsentation, til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Det lyder nærmest som plottet til en gyserfilm. Du møder op til en samtale, men i stedet for at få hjælp, så bliver du hevet ud i et baglokale for at blive undersøgt.

Politikeren stiller sig stærkt tvivlende overfor motivet bag de lægelige undersøgelser, som han frygter handler om at spare penge på sagsbehandling i kommunen.

- Hvis det er det, der foregår, så er det endnu mere galt, end hvis det bare er det, at der er en ulovlig lægeklinik, som er blevet installeret på jobcentret, siger han. 

Læs også Livsvigtige hjertestartere låst inde: Nu skal de frem

Beskæftigelsesborgmester: - Det er under al kritik

På baggrund af henvendelsen fra borgerrådgiveren har Ulrik Kohl sammen med borgerrepræsentanter fra Konservative og Socialdemokratiet valgt at rette direkte henvendelse til borgmesteren på området i København.

- Vi har rettet direkte henvendelse til Beskæftigelsesborgmesteren i København om at tage den her sag ekstremt alvorligt.

Det er især beklageligt overfor de enkelte borgere, der er blevet berørt af det. Det er vi rigtig kede af

Mia Nygaard, Beskæftigelses- og Integrationsborgmester, København, Rad.V.

Den nye Beskæftigelses- og Integrationsborgmester, Mia Nyegaard, Rad.V., er bekendt med sagen, og allerede nu har hun taget affære.

- Det er under al kritik, og det har hele udvalget også udtrykt, efter vi blev opmærksomme på det, siger Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Mia Nygaard, Rad.V., til TV 2 Lorry.

Borgmesteren undskylder desuden overfor de borgere, der har været berørt af den ulovlige praksis.

- Det er især beklageligt overfor de enkelte borgere, der er blevet berørt af det. Det er vi rigtig kede af, siger Mia Nygaard til TV 2 Lorry.

Hvad er din reaktion på, at der kommer en borger med gigt og bliver undersøgt af en læge, der har nyresygdomme som speciale?

- Det første, der skete, da jeg blev opmærksom på det i fredags, var, at jeg bad forvaltningen om at komme med reglerne for, hvad man må og ikke må. Der fik jeg konstateret, at det er dybt ulovligt, siger borgmesteren og tilføjer:

- Og min reaktion er, at det er dybt beklageligt for den enkelte borger og hele udvalget vil gerne beklage overfor de borgere, der har været involveret i det her. For det er ulovligt. 

Læs også Fakta nægtede ældre blind kvinde hjælp til at finde ost

I orienteringen til udvalget fremgår det, at konsekvensen for den ulovlige praksis er, at "oplysninger, som måtte være tilvejebragt som følge af en eventuel fysisk lægeundersøgelse, ikke må indgå i sagsbehandlingen."

Det skønnes, at cirka 100 personer er visiteret til forløbet, men kommunen ved endnu ikke, hvor mange der er blevet lægeundersøgt.