Ulla overlevede kræft: Nu har hun vundet en pris

Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland har uddelt Årets sygeplejerskepris til en ildsjæl fra Roskilde.

”Hun er er en blændende formidler af fagligt stof, for hun har det faglige overblik. Hun ser muligheder, ikke begrænsninger. Hendes evne til at få alle i godt humør er rent guld! Du er aldrig i tvivl om, hvornår hun er her. Man kan simpelthen mærke det.”

quote Det var jo fuldstændig vanvittigt dejligt.

Ulla Sekkelund, Sygeplejerske

Sådan stod der blandt andet om modtageren af Årets Sygeplejerskepris i indstillingen.

Og det er Ulla Sekkelund fra Roskilde, der løb med prisen, som hun var blevet indstillet til af sine kollegaer.

- Det var jo fuldstændig vanvittigt dejligt. Det var lidt surrealistisk. Jeg var så glad og taknemmelig over at blive indstillet, og jeg sagde også, at det at blive indstillet af sine kollegaer, det var jo at vinde, siger hun til TV2 Lorry.

"Utrolig energigivende at blive anerkendt"

Ulla Sekkelund er inkontinensspecialist på plejecenteret Kristiansminde i Roskilde kommune, og hendes kollegaer lægger vægt på Ulla Sekkelunds høje faglighed som en begrundelse for indstillingen. 

- Selv ser hun altid muligheder og ikke begrænsninger. Hun er konstant i dialog med ledelsen for at finde smarte og faglige løsninger og lægger ikke skjul på, at hun forventer, at organisationen til stadighed udvikler sig, skriver de.

Selv blev Ulla Sekkelund ret overvældet over at læse kollegaernes indstilling.

- Det var utroligt dejligt og utrolig energigivende at blive anerkendt af kollegaerne. Det giver et energiboost til at blive ved med at køre på det ambitiøse plan, som jeg selv synes, jeg gør, siger hun.

Vandt over kræften

For 9 år siden fik Ulla Sekkelund strubekræft. Hun fik tracheostomi og kom tilbage i et fleksjob efter et langt syge- og behandlingsforløb.

Og dét er kollegaerne glade for:

- En trykket stemning bliver tryllet væk med kærlig humor og drilleri; Ulla bruger sig selv som indsats og redskab så alle får et godt grin - det er det rene guld, skriver kollegaerne.

quote Jeg er et meget taknemmeligt menneske på rigtig mange måder.  

Ulla Sekkelund, Sygeplejerske

I løbet af et knap et år efter, Ulla Sekkelund kom tilbage fra sit behandlingsforløb, arbejdede hun sig fra to timer op på 12 timer om ugen. 

- Jeg snakkede med min leder om, at det var afgørende for mig, at vi fandt en funktion, jeg magtede i 12 timer, så jeg gjorde en forskel for arbejdspladsen. Det vi det, vi arbejdede ud fra. Og at flytte sig fra, at nu skal det bare være meningsgivende, til nu er det noget udover det sædvanlige, det havde aldrig turdet drømme om, siger Ulla Sekkelund. 

- Jeg er et meget taknemmeligt menneske på rigtig mange måder. 

Brænder for sit fag

Da Ulla Sekkelund fik overrakt prisen, fik hun flere gange stående applaus. Ulla Sekkelund takkede - tydeligt rørt - og sagde:

- Jeg elsker at være sygeplejerske.

Og det gør hun, fordi hun hele tiden udvikler sig.

- Jeg elsker jo, at sygeplejen er et dynamisk fag, der kan gøre en forskel for andre mennesker, siger Ulla Sekkelund.

Hun ser først kollegaerne igen på mandag, men der skal prisen også fejres.

- Det bliver noget med champagne. Jeg har brug for at vise dem taknemmelighed, siger Ulla Sekkelund. 

I sin fritid er Ulla Sekkelund lokalformand i Dansk Landsforening for Hals- og Mundhuleopererede og så er hun også spejderleder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik