Ulf Pilgaard er på sin 38. sæson på Bakken. Han er nærmest blevet definitionen på en Cirkusrevy – sammen med Lisbet Dahl. Foto: Thomas Lekfeldt - Ritzau Scanpix

Ulf Pilgaard er tilbage på scenen efter sygdom

Den 77-årige skuespiller er nu igen klar til at underholde gæsterne på Bakken.

Den folkekære skuespiller Ulf Pilgaard er heldigvis rask igen. 

Det meddeler Cirkusrevyen på sin facebookside, hvor man skriver, at han allerede tirsdag den 31. juli var tilbage på scenen på Dyrehavsbakken. 

- Vi er helt utrolig glade for, at Ulf er blevet rask. Og det er en kæmpe fornøjelse at se ham tilbage på scenen, udtaler direktør for Cirkusrevyen Torben "Træsko" Pedersen. 

Læs også For syg til Cirkusrevyen: Her er Ulf Pilgaards afløser

Kæmpede videre trods hospitalsindlæggelse

Ulf Pilgaard har været ude i tre uger med et mavesår. 

Mavesåret er formentlig udløst af blodfortyndende medicin, som skuespilleren har taget siden 1995, hvor han var igennem en hjerteoperation, skrev BT tidligere. 

En forestilling måtte aflyses i Klampenborg, da Ulf Pilgaard måtte indlægges. To dage efter stod den 77-årige dog igen på scenen, før man besluttede, at det var bedst at give ham en pause. 

Her ses skuespillerholdet i dette års Cirkusrevyen. Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard, Amalie Dollerup og Lisbet Dahl. Foto: Jens Astrup - Ritzau Scanpix

Stor tak til afløser

Ulf Pilgaards afløser har i de seneste tre uger været Henrik Koefoed, som blandt andet er kendt fra 'Ørkenens Sønner'. 

Henrik Koefoed har faktisk før stået på scenen, da han medvirkede i Cirkusrevyen tilbage i 1992. 

- Henrik har været en eminent hjælp for os. Han er super dygtig og professionel – og en rigtig flink fyr. Det var simpelt hen bare fantastisk, at han kunne træde til med så kort varsel, lyder det fra instruktør og skuespiller Lisbet Dahl på Facebook. 

Henrik Koefoed sprang til med få dages varsel. Han har dog masser af erfaring med film, tv, teater og revy.  Foto: Linda Johansen - Ritzau Scanpix

En meget rørt veteran

Til EB.dk fortæller hovedpersonen selv, at han blevet meget rørt tirsdag aften, hvor han igen gik på scenen. 

- Det var jo ikke annonceret, at jeg var tilbage, så da publikum pludselig opdagede, at jeg stod på scenen sammen med de andre, tog pokker ved dem. Det var virkelig rørende. Man bliver sgu’ glad, siger Ulf Pilgaard. 

Han fortæller videre, at han ikke regnede med, at et mavesår ville tage så hårdt på ham, som det gjorde. Publikum gav ham dog fornyet energi. 

Læs også Cirkusrevyen dropper indslag af respekt for Kongehuset