Ulåste skraldebiler udgør terrorrisiko: Nu ændres rutinerne

Renovationsselskaberne er ved at indføre nye rutiner, så de kan sikre, at skraldebilerne ikke bliver benyttet som del af et terrorangreb.

Skraldebiler skal ikke længere holde ubemandet og ulåst med nøglen i, og motoren kørende, når der bliver hentet skrald i København. Det skriver P1.

Efter terrorangrebet i Stockholm, hvor en lastbil blev kørt ind i en menneskemængde, har Københavns Politi henvendt sig til de renovationsselskaber, der henter skrald i København. 

- De sagde, at de var bekymrede over, at der var skraldebiler, der står rundt omkring i København, som er ulåst, og spurgte os, om vi ville være med til at gøre en indsats for, at de kunne blive sikret mod terror, siger Karsten Linderskov, konstitueret direktør, RenoNorden.   

Fjernbetjening skal låse vognen

Skraldebilens motor driver liften bag på skraldevognen, og derfor er det nødvendigt at holde vognens motor kørende, mens de arbejder. 

Men nu er RenoNorden i gang med at sikre deres biler, så de kan blive låst, når renovationsfolkene forlader bilen for at hente skrald. 

- Vi får lavet det sådan, at der er fjernbetjening, sådan så begge folkene kan få en fjernbetjening med ud, så de kan låse førerhuset, når de er ude at arbejde, siger Karsten Linderskov fra RenoNorden.

Og de er langt fra de eneste, der har taget politiets henvendelse alvorligt. Hos tre andre renovationsselskaber, TV2 Lorry har talt med i dag, har de enten allerede sikret bilerne eller er ved at finde en løsning. 

Koster tid 

Hos City Renovation har de informeret chaufførerne om, at hvis de stiger ud af bilen, så skal den låses for at være på den sikre side.

- I dag har vi udleveret fjernbetjeninger til de 10 vogne, der kan bruge dem, så chaufførerne kan låse, når de går fra bilerne. Fire biler kører på et andet system, og der arbejder vi på en anden løsning. Alle folk har dobbelt nøglesæt med ud, så de kan efterlade én inde i bilen og samtidig låse, når de går, siger Kurt Christiansen, driftschef, City Renovation.

Han vurderer, at det ikke kommer til at kræve meget ekstra tid for medarbejderne.

- Så får man det som en rutine, at når man går ud af døren, så låser man den, siger Kurt Christiansen.

Hos renovationsselskabet Henrik Tofteng har de allerede indført, at bilerne bliver låst. Men det skyldes, at de har haft problemer med tyverier fra bilerne, når chaufførerne forlod dem for at hente skraldet. 

- Chaufføren har to nøgler med, så han lader motoren køre, og så har han en ekstra nøgle med sig ud, som han låser med, siger Henrik Tofteng, direktør, Henrik Tofteng A/S. 

Også hos renovationsselskabet City Container Cph arbejder de på en løsning for at sikre bilerne. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik