Bilist tog fejl af speeder og bremse: Kørte ind i fodgænger og to biler

Et uheld med flere biler og en fodgænger gav trafikale udfordringer i det københavnske Nordvestkvarter.

Fire køretøjer og en fodgænger har fredag eftermiddag været involveret i et trafikuheld i krydset ved Tomsgårdsvej og Frederiksborgvej i det københavnske Nordvestkvarter.

Vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen oplyser til TV 2 Lorry, at uheldet skete, da en bilist tog fejl af speeder og bremse.

- Der er sket det, at en bilist forveksler speeder og bremse og gasser op i krydset. Her kommer han til at køre ind i en fodgænger og snurrer i bilen rundt på bagenden, inden han kører ind i to parkerede biler, siger vagtchefen.

Michael Andersen oplyser, at personer er blevet kørt til tjek på sygehuset, men at der ikke skulle være tale om alvorlig personskade.

Som følge af sammenstødet har Tomsgårdsvej og Frederiksborgvej været afspærret, men denne er ved 15-tiden ophævet.

- Trafikken kører igen derude. Heldigvis er vi i sommermånederne, så det har ikke givet de store trafikale problemer, siger Michael Andersen.

Tidligere beskrev Hovedstadens Beredskab på Twitter, at der var tale om et uheld med fire køretøjer og en cyklist.

- Vi rydder vejbane og assisterer Region Hovedstadens Akutberedskab med tilskadekomne, stod der i tweetet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik