01:03

Kort nyt

Udskældt it-system: Mere risikofyldt at bremse end at køre på

Det er mere risikofyldt at bremse Sundhedsplatformens komme i Region Sjælland end at indføre den som planlagt, mener koncerndirektør i regionen.

Det nærmer sig den dato, hvor også Region Sjælland skal have indført et nyt it-system, den såkaldte Sundhedsplatform.

Det er noget, som vi vurderer vil være langt mere risikofyldt end at implementere til tiden.

Lars Onsberg Henriksen, koncerndirektør i Region Sjælland

Men Enhedslisten og SF i regionen vil nu træde bremsen i bund på projektet og vente, til der er helt styr på Sundhedsplatformen i naboregionen, Region Hovedstaden.

Her har man kæmpet med, at budgetterne er skredet, kræftpatienter må vente for længe, og medarbejderne har svært ved at forstå systemet.

Men at udskyde Sundhedsplatformens komme vil være decideret risikofyldt, mener koncerndirektør i Region Sjælland, Lars Onsberg Henriksen: 

Læs også Ansatte har 4.000 ændringer til Sundhedsplatformen

- Hvis vi skal have ændre hele køreplanen, hele uddannelsen af vores medarbejere, plus at vi skal holde liv i nogle systemer, der er blevet tiltagende usikre, da vil det være en ret drastisk beslutning. Det er noget, som vi vurderer vil være langt mere risikofyldt end at implementere til tiden, siger han til TV 2 Lorry.

Umuligt at stoppe op

Men det er måske slet ikke muligt at vente med at indføre Sundhedsplatformen. Ifølge et internt brev fra ledelsen i Sjællands Universitetshospital til overlægerådet på hospitalet, som BT er kommet i besiddelse af, er det umuligt ikke at holde planen: 

Læs også Kræftkontrol er brudt sammen i Region Hovedstaden

- Vi er heldige, at vi kan benytte os af de erfaringer, som de har fra Hovedstaden, siger Lars Onsberg Henriksen, der er koncerndirektør i Region Sjælland Foto: Region Sjælland

"Det korte svar er nej", står der ifølge BT i brevet. Man er nemlig bundet op af en kontrakt med Epic, der er leverandør af softwaren til it-systemet.

Og selv hvis det kunne lade sig gøre, ville det komme til at koste, mener Lars Onsberg Henriksen. Man har nemlig allerede nu i gang med at forberede og uddanne 40.000 medarbejdere.

- Og den støtte, vi får fra medarbejderne af Epic, slutter i udgangen af året. Hvis man udskød, skulle man undvære den eller købe den igen for ekstra penge, siger han til TV 2 Lorry.

Den er opppe 100 procent

Men Lars Onsberg Henriksen mener slet ikke, at problemerne med Sundhedsplatformen skyldes systemet.

- Sundhedsplatform fungerer. Den er mere stabil, end det vi har nu. Men det kræver, at man arbejder på en anden måde som læge eller sygeplejerske. Og det bliver ikke anderledes, hvis man venter til 2018, 2019 eller 2020, siger han. 

Læs også Nyt it-system: Vi har haft kø helt ud til p-pladsen

Men han priser sig lykkelig for, at Region Sjælland ikke var prøveklude for Sundhedsplatformen: 

- Vi er heldige, at vi kan benytte os af de erfaringer, som de har fra Hovedstaden, siger han.

Ifølge planen skal alle sygehuse i Region Sjælland have indført Sundhedsplatformen den 25. november.