Udskældt bestyrelse går i offensiven i Egedalsvænge

Tirsdag fik alle beboere i Egedalsvænge et fire sider langt brev i deres postkasser, hvor den udskældte afdelingsbestyrelse fortæller om et opgør med pamperi, kampen for at undgå vandmålere og arbejdet for at få en huslejenedsættelse. Det skriver Frederiksborg Amts Avis fredag.

Mærkesagerne er på papiret fornuftige ting, som mange beboere oplever som relevante i deres hverdag, og det kan i praksis føre til genvalg af den omstridte afdelingsbestyrelse, selvom flere bestyrelsesmedlemmer sættes i tæt tilknytning til Hizb ut-Tahrir.

Sådan lyder vurderingen fra en række mennesker, som Frederiksborg Amts Avis har talt med.

Blandt dem er Kirstine Sinclair, forsker ved Syddansk Universitet, som er overrasket over ordlyden i det brev, som afdelingsbestyrelsen har uddelt til Egedalsvænges beboere.

- Brevet viser, at dynamikken i Egedalsvænge er meget kompleks, og mange af de ting, som afdelingsbestyrelsen laver, kan sagtens være fornuftige. Dog skal beboerne i området være opmærksomme på, at følger de Hizb ut-Tahrirs ideologi, så får de intolerancen og det grundlæggende uforsonlige menneskesyn med, siger Kirstine Sinclair, der i mange år har forsket i Hizb ut-Tahrir i Danmark, til Frederiksborg Amts Avis.