Foto: TV 2 Lorry - arkivfoto

Udsigt til rekordår i København

København forventes at sætte rekord i 2016, når 100.000 internationale kongresgæster spås at lægge vejen forbi hovedstaden.

Over 2.200 job og en omsætning på mere end 1,2 milliarder kroner. Det er, hvad hovedstaden går i møde i det nye år, når kongresbranchen i København tager hul på det hidtil bedste år for internationale kongresser.

Det skriver Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.

Den hidtidige rekord er fra 2009, der især blev båret af COP15 og den olympiske kongres IOC.

Og der er mange penge at hente for en by som København, når tusindvis af kongresgæster lægger vejen forbi.

Kongresgæster bruger nemlig i gennemsnit 3.110 kroner i døgnet. Pengene går til hotel, restaurant, transport, oplevelser og shopping.

Det glæder Københavns overborgmester, at København er et attraktivt mål for kongresgæster.

- Det er et konkret eksempel på, at udlandet har et særdeles godt øje til København og oplever os som en tryg og venlig by, der samtidig er verdenskendt for grøn innovation. København - eller Copenhagen - er et stærkt varemærke, som tiltrækker folk udefra og dermed skaber arbejdspladser i hele hovedstadsregionen," siger overborgmester i København Frank Jensen til Wonderful Copenhagen.

Over 100 virksomheder fra kongres-branchen har gennem netværket Meetingplace Wonderful Copenhagen arbejdet sammen om at få de mange forretningsrejsende til København.

Hvert år skydes der cirka 7 millioner kroner i en fælles, fokuseret indsats. Pengene suppleres med offentlige og private midler i projektet Copenhagen City of Congresses, der startede i 2009.

I alt investeres årligt cirka 12 millioner kroner i arbejdet.

Pengene går blandt andet til at opsøge kommende kongresser, byde på værtskaber, lave opfølgende lobby-arbejde og eksponere København som kongresby over for den internationale branche.