Udsigt: København får flere højhuse

Det gamle København, som vi kender det, med kirkespir i horisonten ændrer sig med lynets hast, højhusene skyder op, og flere er på vej.

Det gamle København skifter udseende i takt med, at byen vokser. Flere steder bygges der nu i højden, og det er noget, der kan ses på den forholdsvist flade købstad, der vil få flere højdespringere i horisontlinjen.

Her får du en hurtig oversigt over nogle af de storslåede byggerier, der allerede er i gang, og dem der er på vej.

Bohrs Tårn

Bohrs tårn bliver et beboelsestårn i den nye bydel Carlbergbyen. Tårnet bliver 100 meter højt og står nu i sin fulde højde. Der går dog lidt, før beboerne rykker ind. Lejlighederne i Bohrs Tårn koster fra 4,9 mio. kr. og op til 15 mio. kr.

Bohrs Tårn kommer til at stå midt i Carlsbergbyen, der bliver et helt nyt kvarter mellem Vesterbro og Frederiksberg. Udviklingen af de nye kvarter kommer til at foregå over de næste 8-10 år, og når det er færdigt, er det meningen, at der skal være både boliger, erhverv, detail, kultur, idræt og institutioner.

Axelborg tårnene

Overfor Tivoli på den gamle Scala-grund rejser de fem sammenvoksede Axelborg Tårne sig. Tårnene bliver mellem 7 og 16 etager, og bliver mellem 28 og 61 meter høje. Dertil kommer også fem underjordiske etager.

De nederste etager i gadeplan bliver butikker og caféer. Resten af byggeriet bliver kontorer. På 10. etage i det højeste tårn kommer der en bar eller en restaurant, hvorfra man kan nyde lidt af udsigten over København. De underjordiske etager er forbeholdt parkering blandt andet en offentlig cykelkælder med plads til 100 cykler. Projektet skal allerede stå klar i løbet af efteråret.

Panum-Tårnet

Panum-tårnet, hvis officielle navn er Mærsk Bygningen, er under opførsel på Blegdamsvej i øjeblikket. Panum-Tårnet er en udbygning af Panum Instituttet.

Den 75 meter høje bygning bliver et forskertårn og vil, når det er færdigt, komme til at indeholde forskningslaboratorier og undervisningslokaler. Center for Sund Aldring, Institut for neurovidenskab og Farmakologi samt Biomedicinsk Institut er blot nogle af de institutter, der vil holde til i Panum-Tårnet. Byggeriet startede i 2012 og forventes færdigt i løbet af 2016.

Uptown Nørrebro

Københavns Borgerrepræsentation har vedtaget at give grønt lys til studieboligprojektet ved navn Uptown Nørrebro. Byggeriet skal når det står færdigt kunne huse omkring 700 studerende nær Nørrebro Station.

Byggeriet er ikke startet endnu, men kommer til at indeholde et beboelsestårn i 29 etager, hvor der bliver offentlig adgang. Planen er, at Uptown Nørrebro skal være med til at løse byens voksende behov for boliger til de studerende. Byggeriet forventes færdigt i 2025.
 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik