Udligningen både splitter og samler hovedstadsborgmestre

Et lækket regeringsudspil til den kommende udligningsreform deler vandene blandt vores borgmestre. Men det får ikke lov at spænde ben for deres fælles mission.

Et hidtil hemmeligholdt regeringsudspil er nu blevet offentliggjort i Jyllands-Posten, der har fået fingre i dokumentet. Her lægger regeringen op til en noget anderledes fordeling af udligningen mellem landets rige og fattige kommuner, end de forslag en ekspertgruppe præsenterede i februar.

Justeringerne i regeringens udspil er især til fordel for en række nordsjællandske kommuner - mens flere vestegnskommuner kommer til at stå dårligere, og derfor deler det selvsagt vandene.

quote Det er en omvendt Robin Hood-løsning. Jeg synes, det er asocialt.

Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj Kommune

I Ishøj er borgmester, Ole Bjørstorp, ikke glad. For hvor eksperterne pegede på at øge udligningen med mellem 28 og 55 millioner om året, lægger regeringen tilsyneladende op til en endnu større ekstraregning på 56 millioner kroner.

- Jeg er meget chokeret. Det er en omvendt Robin Hood-løsning. Jeg synes, det er asocialt. Det er ikke sådan, man laver udligning – man efterlader ikke nogen på perronen, siger socialdemokraten.

Hos Rudersdals borgmester er stemningen i stedet afdæmpet optimistisk. For her lagde ekspertgruppens rapport oprindeligt op til en forøgelse af udligningen på helt op til 43 millioner kroner. Regeringen foreslår i stedet, at den skæres ned med 41,5 millioner.

- Det vil da være et positivt træk, og det er helt i tråd med det, jeg hele tiden har sagt; at Rudersdal har betalt for meget i udligning. Men vi er jo ikke nået i mål med det her. Når man betaler halvanden milliard om året i udligning, er der stadig rigtig lang vej, til vi sætter kransekage på bordet, siger Jens Ive, Venstre.

Fortsat brug for fælles front

I starten af februar stod borgmestrene ellers skulder ved skulder, da de indrykkede avisannoncer mod at stoppe pengestrømmen til Jylland, som det hed i annonceteksten. Et samarbejde der ikke må blive påvirket af deres indbyrdes uenigheder, slår Hans Toft, fra hovedstadskommunernes fælles arbejdsgruppe, fast.

quote Vi har fundet et fælles grundlag for at sige, at nu vil vi ikke betale mere til de jyske kommune.

Jens Ive, borgmester i Gentofte Kommune

- Vi er ikke én stor kommune. Men vi har fundet et fælles grundlag for at sige, at nu vil vi ikke betale mere til de jyske kommune. Der står vi med de nuancer, vi hver især har. Og selvfølgelig skal hver borgmester også huske, hvor de kommer fra, lyder det fra den konservative Gentofte-borgmester.

Hovedstadskommunerne bidrager i år med 13,3 milliarder kroner i udligning til resten af landet. En fordobling bare siden 2007. Så den fælles mission om at få lagt en dæmper på den udvikling, er de til gengæld også helt enige om i både Rudersdal og Ishøj.

- Det har vi lovet hinanden inden for de 34 kommuner, og det håber jeg, alle står ved, lyder det fra Jens Ive, mens Ole Bjørstorp supplerer:

- Det er jo ikke sådan, at vi ikke kan snakke sammen. Men skal vi have et godt samarbejde fremover, skal vi også kunne se, at det har været til gavn for alle de 34 kommuner, der har været med.

Regeringen har tidligere meldt ud, at den satser på, at en ny aftale om udligning kan træde i kraft ved årsskiftet. Men først skal udspillet altså præsenteres, inden der skal findes et politisk flertal, og her har støttepartiet Dansk Folkeparti allerede meldt ud, at de vil kræve øget udligning. Så der er stadig meget at danne fælles front om for de 34 hovedstadskommuner, understreger Hans Toft.

- Når man ser på tallene, kan man kun frygte, at der er flere penge på vej til det jyske, og det gør vi, hvad vi kan for at kæmpe imod, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik