SE KORTET: Ligger servicen i din kommune over eller under landsgennemsnittet?

Lolland får en milliard kroner af de andre kommuner og er samtidig en af landets mest generøse, når det kommer til at give borgerne service. Her kan du se, hvordan det ser ud i netop din kommune.

Beboerne på Stokkemarke Plejecenter imellem Maribo og Nakskov er glade.

Deres kommune - Lolland kommune - prioriterer da også ældre højt. I Lolland ligger ældreudgifterne per borger på 40.275 kroner. Et pænt stykke over landsgennemsnittet på 38.828 kroner.

- Det giver arbejdsglæde, at vi kan få lov til at gøre flere ting - for eksempel at spille ludo eller pynte op til påske - istedet for at personalet bare gør det for dem, siger Jette Rasmussen, som er leder af Stokkemarke Plejecenter, til TV 2 Lorry.

Lolland kommune er - bortset fra Læsø - den kommune i landet, der modtager allermest i udligning. I alt cirka 980 millioner kroner. Men borgmesteren er uenig med de kommuner, der undrer sig over, at Lolland bruger mange penge på service, samtidig med at de får penge fra de andre kommuner.

- Vi består af rigtig mange små landsbysamfund. Mange steder er der plejecentre og ældrecentre med kun 20 ældre. Hvis vi skulle ned på samme udgift som i sammenlignelige kommuner, så skulle vi bygge et stort plejehjem midt på Lolland. Men det kan ikke lade sig gøre, siger Lollands Socialdemokratiske borgmester, Holger Schou Rasmussen, til TV 2 Lorry.

Sådan ser det ud i din kommune

Politikerne på Christiansborg arbejder i øjeblikket på, hvordan de kommunale udligningskroner skal fordeles i fremtiden.

quote Når man har et større rådighedsbeløb i udkantsdanmark, og man har en højere service i udkantsdanmark, så skal der jo ikke flyttes flere penge.

Hørsholms borgmester, Morten Slotved (Kons).

Alt tyder på, at de vil lande på en model, der koster hovedstadskommunerne et sted mellem en halv og en hel milliard. Vel at mærke oveni de 13 milliarder, som Hovedstadskommunerne allerede betaler.

Hørsholm Kommune afleverer hvert år 942 millioner i kommunal udligning, selvom deres ældreudgifter er væsentligt lavere: Nemlig 36.293 kroner per borger.

- Vi skal sikre sammenhængskraften. Men det skal ikke gå over gevind. Når man har et større rådighedsbeløb i udkantsdanmark, og man har en højere service i udkantsdanmark, så skal der jo ikke flyttes flere penge, siger Hørsholms borgmester, Morten Slotved (Kons).

Nedenfor kan du se, om din kommune ligger over eller under landsgennemsnittet, når det kommer til kommunal service:

Og det er langt fra det eneste område, hvor Lolland bruger flere penge end Hørsholm. En folkeskoleelev koster hvert år 65.124 kroner på Lolland. I Hørsholm er prisen 55.568 kroner.

- Vi har et stort geografisk område, vi skal dække, det vil sige, vi er nødt til at have flere martikler. Igen hvis vi skulle få det ned i pris, så kunne vi lave en stor skole midt på Lolland, men det er jo ikke det samfund, vi har, siger Holger Schou Rasmussen.

Borgmester udlover 'en omgang'

Hvor Hørsholm har 63 kommunalt ansatte for hver 1000 borgere, har Lolland 82. Landsgennemsnittet er 72. Men ifølge Lollands borgmester skyldes det ikke, at kommunen er mindre effektiv.

- Jeg vil udfordre hvilken som helst københavnsk omegnskommune. De er velkommen til at komme og sige: 'Nu skal vi nok tilpasse samme serviceniveau som Lolland. Hvis de kan det, så giver jeg en omgang, siger Lollands Socialdemokratiske borgmester.

I tallene er der taget højde for socioøkonomiske forhold – altså at beboersammensætningen i kommunerne er forskellig. Trods det, mener Lollands borgemester, at kommunens høje udgifter skyldes, at der kommer mange dårligt stillede til fra andre kommuner.

- Alle vores unge stærke flytter hvert eneste år til Hovedstaden for at læse og studere og bliver derinde. De efterlader nogle tomme skaller, hvor vi får folk på overførselsindkomster blandt andet fra hovedstadskommuner, siger Holger Schou Rasmussen.

"Nøgletal kan vendes og drejes"

Totalt set bruger Lolland altså seks procent mere end landsgennemsnittet på kommunal service – lige under 51.000 kroner per borger.

Hørsholm bruger 42.000 kroner og holder sig fire procent under landsgennemsnittet. Selvom det er de tal, Økonomi- og Indenrigsministeriet bruger til at sammenligne landets kommuner, så er Lollands borgmester ikke sikker på, de retvisende.

- Nøgletal de kan sige mange ting. Nogle gange kan de også vendes og drejes på forskellige måder, så det bare ikke hænger sammen, siger Holger Schou Rasmussen.

Ifølge Lollands borgmester findes der andre undersøgelser, der viser, at kommunen er effektiv på flere områder.

quote Det svarer til 65-70 hjemmehjæpere. Det er rigtig mange mennesker, hvor vi nu står og overvejer, hvad er det så vi skal gøre. Det er her ikke rimeligt. Det er gået over gevind.

Morten Slotved,  Hørsholms borgmester (Kons.)

Ifølge det nye oplæg til en ny udligningsordning risikerer Hørsholm at skulle af med op til 30 millioner mere i udligning.

- Det svarer til 65-70 hjemmehjæpere. Det er rigtig mange mennesker, hvor vi nu står og overvejer, hvad er det så vi skal gøre. Det her er ikke rimeligt. Det er gået over gevind, siger Hørsholms borgmester, Morten Slotved.

På Stokkemarken Plejecenter glæder de sig bare over, at udligningen er med til at sikre, at kommunen har en fornuftig økonomi.

- Jeg er tilfreds med at bo i Lolland kommune. Jeg savner ikke noget. Jeg synes, det er en fin service, der er her, siger leder, Jette Rasmussen. 

På grund af udligningsordningen er borgerservicen højere på Lolland end i Hørsholm.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik