Udlændinge og østjyder valfarter til København

Foto: TV2/Lorry

En veritabel folkevandring er i gang. Hver dag vokser Københavns befolkning med 30 borgere.

De nye københavnere er først og fremmest amerikanere, nyfødte og unge østjyder.

Befolkningsboomets største gruppe er indvandrere fra lande som USA, Polen, Tyskland og Sverige, men også indere og briter bidrager til internationaliseringen.

Samlet set vokser hovedstadens indbyggertal for tiden årligt med 5.000 udlændinge.

Men byen har også et stort plus på flyttekontoen i forhold til resten af Danmark. Tal, som Politiken Research har bearbejdet, viser, at især Østjylland bidrager til hovedstadens vokseværk. Næsten 3.500 personer forlod i 2011 Horsens, Aarhus og andre østjyske samfund, mens kun halvt så mange flyttede den modsatte vej.

Tallene viser også, at det udelukkende er unge i alderen 15-29 år, som kommer til København fra provinsen. Samlet vil indbyggertallet i hovedstadskommunen vokse med 21 procent de næste 15 år.

Og ifølge overborgmester Frank Jensen (S) er København klar til at håndtere det fortsatte boom. Blandt andet ved at skabe plads til byggeri af yderligere 2,5 millioner kvadratmeter boliger og 3 millioner kvadratmeter erhverv.

»Det er en kæmpe cadeau til byen, at så mange flytter hertil«, siger overborgmesteren til Politiken.

Lektor Jørgen Møller fra Aalborg Universitets Institut for Byplanlægning ser flyttebølgen mod byen som led i en global tendens, men advarer også mod at opfatte den som en naturlov:

»Hvis boligpriserne stiger meget, vil folk flygte ud til de billigere områder. Og hvis trængselsproblemerne i byen ikke bliver løst, kan det også give bagslag«, siger Jørgen Møller til Politiken.