Foto: Pia Hansen / Scanpix

Udenrigsministeriet blåstempler igen rejser til Tyrkiet

Det er sikkert at rejse til Tyrkiet, melder Udenrigsministeriet søndag formiddag. Charterselskaber er klar til at sende turister afsted.

Sikkerhedsniveauet i Tyrkiet er ændret tilbage til situationen før kupforsøget fredag og lørdag.

Det betyder, at Udenrigsministeriets Borgerservice ikke længere fraråder ikke-nødvendige rejser til landet.

Det oplyser ministeriet på sin hjemmeside.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice har turistdestinationerne ved kysten i Tyrkiet ikke været væsentligt påvirket af kupforsøget.

Samtidig melder ministeriet søndag, at situationen i Istanbul og Ankara nu igen er rolig.

- Men kupforsøget har skærpet konfrontationerne mellem forskellige sociale og religiøse grupper i samfundet med større risiko for spændinger og sammenstød mellem disse til følge, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice i sin rejsevejledning.

- Det er derfor vigtigt, at rejsende udviser agtpågivenhed og holder sig på sikker afstand af større forsamlinger, politiske demonstrationer med videre.

Samtidig opfordres rejsende til at tjekke situationen med deres rejseselskab eller flyselskab inden afrejse, da der er mange aflyste afgange og forsinkelser.

Charterselskaberne har straks set det grønne lys blinke søndag formiddag.

Star Tour glæder sig over at kunne sende 15 fly af sted mod Alanya og Marmaris i den kommende uge, lyder det i en pressemeddelelse.

For Bravo Tours gælder det, at rejserne til Tyrkiet normaliseres fra på tirsdag. Søndag er fire fly annulleret, men selskabet håber, at et femte kan blive sendt afsted fra lufthavnen i Kastrup.

Rejseselskabet forventer, at strømmen af turister til Tyrkiet hurtigt vil finde tilbage til sit gamle leje.

- Vi er meget overbeviste om, at kunderne igen hurtigt vil tilbage til Tyrkiet. Vi tror, at det hurtigt bliver normaliseret, siger rejseambassadør Stig Elling fra Bravo Tours.

Udenrigsministeriets Borgerservice ændrede natten til lørdag rejsevejledningen til Tyrkiet og frarådede alle ikke-nødvendige rejser dertil.

Det skete, efter at dele af det tyrkiske militær natten til lørdag iværksatte et kupforsøg mod præsident Recep Tayyip Erdogan og den tyrkiske regering.