Foto: Simon Skipper / Scanpix

Ubers afløser er blevet politianmeldt

Kørselstjenesten Uber lukker i dag i Danmark, men en stor del af chaufførerne er hoppet over på en ny app, der dog allerede er blevet politianmeldt.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har i dag politianmeldt mobilappen Habil for en mulig overtrædelse af taxiloven.

Det sker på selve dagen for Habils lancering og på dagen, hvor Uber drejer nøglen om som en direkte konsekvens af den nye taxilovgivning. 

Læs også Kørselstjenesten Uber lukker i Danmark

Fire kan følge med

Habil minder meget om Uber, og mange tidligere Uber-chauffører vil sidde bag rattet, når en kunde bestiller en kørsel via appen. Folkene bag betegner Habil som en deleøkonomisk fragttjeneste, der giver kunden mulighed for at få kørt ting og sager - og kunden selv - fra A til B. 

Fragten kan være alt fra tøj og telefoner til  et møbel, og op til fire passagerer kan følge med fragten.

Virksomheden skriver på sin hjemmeside, at Habil er det lovlige alternativ til Uber, fordi man følger den danske lovgivning ved at være et fragtfirma.

Læs også Uber starter protest: Tusindvis har skrevet under

Op til politiet at vurdere

Det er netop det, som Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen nu vil have efterprøvet med politianmeldelsen:

- Herefter er det op til politiet at vurdere, hvorvidt Habil overtræder taxiloven ved at udføre erhvervsmæssig personbefordring uden tilladelse – det vil sige i strid med bestemmelsen i taxilovens §1, stk. 1. Styrelsen overvåger i øvrigt løbende markedet for personbefordring og vurderer herunder lovligheden af nye services, som lanceres, siger kontorchef Janni Torp Kjærgaard fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.