Uber-chauffører vil ikke afgive forklaring i byretten

Anklager kræver tidligere Uber-chauffør idømt bøde på 590.000 kroner. En af fem sager er udskudt.

Ingen af de tidligere Uber-chauffører, der risikerer bøder på mange tusinde kroner i en sag i Københavns Byret, ønsker at afgive forklaring i retten. 

Det meddeler de tiltaltes forsvarer, Eddie Omar Rosenberg Khawaja, mandag i Københavns Byret.

Sagerne er såkaldt prøvesager og bygger på oplysninger, som Skat har fået fra skattemyndigheder i Holland, hvor Uber har hovedkvarter. 

Anklager Elisabeth Boserup læser anklageskrifterne op i retten, hvoraf det fremgår, at de fire chauffører har tjent henholdsvis 497.735 kroner, 112.659 kroner, 60.081 kroner og 40.078 kroner på at køre for Uber i Danmark i 2015.

Det mener anklageren skal koste bøder på henholdsvis 590.000, 130.000, 70.000 og 45.000 for brud på taxiloven.

Egentlig skulle fem sager være behandlet mandag, men en sag er udsat.

Københavns Politi har tidligere oplyst til Ritzau, at målet er, at de første prøvesager skal efterfølges af en lang række andre sager mod Uber-chauffører, hvis der er grundlag for det. 

Listen tæller omkring 1500 navne.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik