Ubådsmysteriet: 46-årig stilles for en dommer lørdag

En 46-årig mand blev fredag anholdt og sigtet for drab.

Den drabssigtede skal for en dommer inden klokken 11.35 lørdag.

Dog vil hans sag formentlig først blive behandlet senere lørdag, oplyser den vagthavende i Københavns Byrets afdeling for grundlovsforhør, også kendt som Dommervagten.

Grundloven kræver, at en anholdt bliver stillet for en dommer inden 24 timer eller løsladt.

Indimellem sker det dog, at en anholdt bliver fremstillet i grundlovsforhør ad to omgange. Det sker ved, at den anholdte først bliver præsenteret for en dommer og så ført ud af retten igen. Selve sagen bliver så fremlagt senere.

I dommervagtsjargon siger man, at den sigtede bliver "vendt". Og det er efter alt at dømme det, der kommer til at ske lørdag. 

Den 46-årige mand blev fredag anholdt og sigtet for drab på en 30-årig svensk kvinde. Hun havde torsdag aften været med manden ude at sejle i hans hjemmebyggede ubåd.

Kvindens kæreste meldte natten til fredag kvinden savnet. Heller ikke ubåden var der nogen spor efter. 

Fredag formiddag modtog Forsvarets søredningstjeneste opkald fra skibe, som havde set ubåden i farvandet syd for Drogden Fyr.

Lidt senere sank ubåden. Den 46-årige mand blev samlet op og sejlet i havn i Dragør. Her kørte han væk med politiet, og senere på dagen meldte Københavns Politi ud, at manden var blevet sigtet for drab på kvinden.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik