Tyveri af borgmesterkæde er opklaret

Politiet betragter nu tyveriet af Roskildes borgmesterkæde som opklaret. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Tyveriet fandt sted i slutningen af juli, da et par tyveknægte var inde på rådhuset efter fyraften. Der fandt de blandt andet nøglen til det pengeskab, hvor borgmesterkæden blev opbevaret, og fjernede den fra skabet.

Kæden dukkede op fem dage senere. Den var efterladt under en bunke rockwool på et toilet, hvor der var håndværkere i gang med at arbejde.

Siden sendte Midt- og Vestsjællands Politi billeder ud, som rådhusets overvågningskameraer havde taget af de to gerningsmænd, og de billeder førte til, at tyvene meldte sig selv, fortæller politikommissær Richard Olsen til DAGBLADET Roskilde.

De to eftersøgte valgte selv at møde op på politigården i Roskilde.

- Begge er blevet afhørt og har erkendt. De fortalte, at de havde taget toget til Roskilde, hvor de var gået lidt rundt i byen og også var gået ind på rådhuset, hvor de efterhånden var blevet alene, og så havde de besluttet at brække nogle skabe og skuffer op for at se, hvad de kunne finde, siger Richard Olsen.

Tyvene - københavnere på 36 og 31 år - havde ingen intention om at stjæle borgmesterkæden, hvilket var årsagen til, at de valgte at efterlade den, i øvrigt sammen med andre effekter, som de heller ikke ville have med sig. Sigtelsen imod de to mænd vil dog lyde på tyveri også af borgmesterkæden, skriver DAGBLADET Roskilde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik