Tyve stjæler julegaver fra vores biler

I december stiger antallet af indbrud i biler i takt med, at vi glemmer at skjule julegaverne for tyvene.

Mens danskerne i december farer rundt for at sikre sig de mange juleindkøb, øger biltyvene tilsvarene tempoet i jagten på de julegaver, vi efterlader på bagsædet af vores biler.

Med en stigning i forsikringsudgifter til kunder på 15 procent i julemåneden er forsikringsselskabet Alka ikke i tvivl om, at det netop er fristelsen fra de mange gaver, tyvene har svært ved at modstå.
- Indbrud i biler er et stort problem, men især i december oplever vi desværre, at rigtig mange danskere bliver udsat for indbrud i deres biler. Udbyttet er simpelthen større for tyvene her, siger Lise Agerley, der er kommunikationschef i Alka.

Forsikringsselskabet har endnu ikke gjort status på antallet af indbrud i biler for i år, men Lise Agerley er ikke i tvivl om, at de mange gaver igen i år vil friste tyvene.
- Vi glemmer ganske enkelt at gemme de dyre gaver væk, når vi er ude at juleshoppe, og det udnyttes meget hurtigt og effektivt af svage sjæle, siger kommunikationschefen, som har et par råd til, hvordan indbruddene kan forebygges.
- For det første er det vigtigt, at du tager alle værdifulde ting med, når du forlader bilen - eller i hvert fald sørger for at låse dem inde, så de ikke er synlige udefra.
- For det andet er det en god idé at tage hjem og tømme bilen for julegaver, når den er ved at være fyldt op, siger Lise Agerley.

Hvis disse forbehold alligevel glipper, dækker indboforsikringen, hvis man har husket at låse bilen, og bilen er blevet brudt op.
- Men det er vigtigt at understrege, at det ikke gælder kontanter, guld, sølv og smykker. Sådanne værdier må man simpelthen ikke efterlade i bilen, siger Lise Agerley.

Genstande som computere, mobiltelefoner, fotoudstyr, ure og lignende er kun dækket, hvis de ikke har været synlige udefra.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik