Tyve går efter lego

Hillerøds butikstyve er tilsyneladende gået i barndom. I hvert fald melder legetøjsbutikkerne om, at der bliver stjålet dyre kasser med legoklodser fra hylderne i stor stil, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Alene onsdag mistede Legekæden for op mod 8.000 kroner i indtjening på den konto. Og det selvom det lykkedes for to ansatte at følge efter en tyv, så han til sidst måtte smide en kasse legetøj til en værdi af 1.500 kroner fra sig i en busk.

- Når butikken er fuld af mennesker som her i efterårsferien, kan vi ikke følge med i, hvad der sker i hjørnerne hele tiden. Og det er et problem, siger Lisbeth Larsen fra butikken og fortæller, at tyverierne har stået på siden i sommer.

Konkurrenterne hos BR har også været plaget af legotyvene i samme periode.

- Vi kender efterhånden typerne og ved, hvad vi skal holde øje med. De er østeuropæiske af udseende og går altid et par stykker sammen. Det kører stærkt lige i øjeblikket, og de er meget kreative, fortæller butikschef Annemette Jensen.
Det sker, at Legekæden eller BR ikke får anmeldt legotyverierne. Hos Nordsjællands Politi har man derfor ikke et stort kendskab til butikstyvenes nye forkærlighed for klodserne.

- Det er ikke et problem, vi har været specielt opmærksomme på. Og en forudsætning for, at vi kan tage hånd om det, er jo, at tyverierne bliver anmeldt, siger funktionsleder Christian B. Have.