Tusindvis af danskere har de seneste dage reageret på Pernille Liljendahls Facebook-opslag. Foto: Privat

Tyve forsøgte at bryde ind, mens Pernilles lille datter lå og sov

Pernille fra Herlev beder om hjælp til at finde to hætteklædte personer, der forleden forsøgte at bryde ind i hendes hus, mens familien var hjemme.

Tusindvis af danskere har de seneste dage reageret på Pernille Liljendahls Facebook-opslag.

Her fortæller hun om en skræmmende episode, der fredag aften udspillede sig på hendes grund i Herlev, hvor hun bor i hus med sin kæreste og to børn.​

Man bliver vildt forskrækket, når der løber to hætteklædte mænd gennem ens have med et koben. Det ligner jo noget fra en dårlig film.

 Pernille Liljendahl, Herlev

Omkring klokken 20 forsøgte to hætteklædte personer - efter alt at dømme unge mænd - at bryde ind i familiens hus, mens de var hjemme.

- De har forsøgt at komme ind på vores store piges værelse, som heldigvis er på ferie. Det er vores mindste pige på 6 år dog ikke, og hun lå puttet i sin seng blot få meter derfra, skriver Pernille Liljendahl i opslaget, hvor hun har delt op til flere overvågningsbilleder af de to hætteklædte gerningsmænd.

- De har ydermere tjekket vores vinduer rundt i haven, kigget ind af vinduerne, hvor vi sidder og har været oppe på vores terrasse. Alt imens vi var hjemme, skriver hun.

TV 2 Lorry har fået lov til at viderebringe billederne fra familiens overvågnimngskamera. Vi har dog valgt at sløre gerningsmændenes ansigter yderligere. Foto: Privat

Ifølge Pernille Liljendahl lykkedes det ikke de to gerningsmænd at komme ind i huset. Da hun og kæresten åbnede døren og fik øje på dem, råbte de så højt, at de to personer tog benene på nakken.

- Hvis I kan genkende disse to unge mænd, hører vi eller politiet gerne fra jer. Husk at lukke jeres vinduer helt, også selvom I er hjemme. Tyvene er åbenbart ligeglade om I er hjemme, og om det er højlys dag, skriver hun i opslaget.

Læs også Købmand udstiller tyve på Facebook: "Jeg har tænkt mig at blive ved!"

Grænseoverskridende

TV 2 Lorry har været i kontakt med Pernille Liljendahl. Hun fortæller, at hun stadig er meget påvirket af episoden, der nærmere bestemt fandt sted på Køllegårdsvej tæt på Herlev Hospital.

- Det er så grænseoverskridende, at der er nogen, der kan finde på at bryde ind hos én. Især når man er hjemme, og det er ens børn, det går ud over, siger den 29-årige mor til to til TV 2 Lorry.

Overvågningskameraet på familiens hus er ren og skær af præventive og sikkerhedsmæssige hensyn. Foto: Privat

Det er ulovligt at dele overvågningsbilleder af kriminelle, men det er kæresteparret ligeglade med.

- Vi tager imod en bøde, hvis den skulle komme. Vi mener, at den eneste måde, der kan være en konsekvens for de her unge, er, at det bliver delt, så de kan blive fanget, siger Pernille Liljendahl.

Hun og kæresten alarmerede straks politiet, som hurtigt dukkede op og sikrede sig spor. Men på det tidspunkt var de to gerningsmænd for længst over alle bjerge.

- Jeg har ikke en finger at sætte på politiets arbejde. Men hvis nogen skulle have en jordisk chance for helt konkret at kunne hjælpe, så er det folk i vores nærområde. Med opslaget håbede jeg, at det ville blive delt i periferien, så nogen måske ville kunne genkende dem, eller de to fyre ville få dårlig samvittighed og melde sig selv, siger hun.

Læs også Politi: Pas på listetyve, når du lufter ud

Mange henvendelser

Hun fortæller, at hun og kæresten har modtaget mange henvendelser fra folk, der har læst hendes opslag. Flere af henvendelserne kommer fra personer, der selv har haft indbrud, og har en formodning om, hvem de to personer er.

- Vi ved ikke, om der er hold i de oplysninger, og vi vil heller ikke pege nogle navngivne personer ud. Det er politiets opgave. Men selvfølgelig kigger vi det igennem og tager stilling til, om det er noget, vi skal videregive til politiet, siger Pernille Liljendahl.

Pernille Liljendahl og hendes kæreste Morten sad indenfor i deres sofa, da to hætteklædte personer forsøgte at bryde ind i deres hjem. Foto: Privat

Hun fortæller, at der i vindueskarmen til hendes 11-årige datters værelse var tydelige tegn på, at mændene havde forsøgt at bryde ind.

- Vinduet stod på vid gab, og flere af de ting, der stod i vindueskarmen var faldet ned i hendes seng og på græsset uden for, siger hun og tilføjer, at vinduet havde stået en smule klem på grund af varmen.

- Vores lille pige på seks år lå og sov inde ved siden. Så det er ret uhyggeligt at tænkte på, siger Pernille Liljendahl.

Læs også Indbrudstyvens nye våben: Skyder hul i ruden med 'appelsinkanoner'

Vildt forskrækket

Pernille Lijendahl har efterfølgende kunne se på billederne fra familiens overvågningskamera, at de to gerningsmænd havde et koben med sig og snuste rundt ved flere af vinduerne.

- Man bliver vildt forskrækket, når der løber to hætteklædte mænd gennem ens have med et koben. Det ligner jo noget fra en dårlig film, siger hun og tilføjer, at hendes kæreste Morten forgæves forsøgte at fange de to personer.

- Hans umiddelbare reaktion var at køre efter dem, men da var de allerede nået væk, siger hun.

Ifølge Pernille Liljendahl er det første gang, at nogen har forsøgt at bryde ind i familiens hjem. Overvågningskameraet på deres hus er ren og skær af præventive og sikkerhedsmæssige hensyn, fortæller hun.

Det er ikke lykkedes TV 2 Lorry at indhente en kommentar fra Københavns Vestegns Politi.