Foto: TV2/Lorry

Tyve brød ind på politistation

Umiddelbart lyder det dumt at begå indbrud mod politiet - men det skete ikke desto mindre søndag aften i Herlev, da fem gerningsmænd bankede en rambuk ind i døren til den lokale politistation.

Her lykkedes det gerningsmændene at stjæle fem politjakker af den type, som uniformerede betjente bruger på patrulje.
- Det er selvfølgelig meget alvorligt. Jakkerne skal jo nok ikke bruges til det formål, de er beregnet til. Man kan faktisk kun stjæle dem for at misbruge dem. Hvis de altså ikke skal bruges som souvenirs, og det er jo nok ikke tilfældet, siger politikommissær Michael Liebst fra Københavns Vestegns Politi.
Formentlig lokale banditter
Han tvivler dog på, at jakkerne er stjålet af organiserede kriminelle, selvom indbruddet virker planlagt, og gerningsmændene meget vel kan have vidst, at jakkerne hang lige indenfor døren.
- De har trods alt ikke været så koldblodige. Så havde de nok taget andet. Jeg har en fornemmelse af, at der er gået lidt panik i den, siger Michael Liebst.
Vidner så fem gerningsmænd på stedet, og de beretter om et højt brag, hvorefter de så to personer stikke af i vestlig retning.
- De smadrer døren med en rambuk, og så går alarmen naturligvis med det samme. Lige inden for døren hænger de fem jakker, som de tager, og under er minut efter er de væk igen, siger Michael Liebst.
Indkøbsvogn som rambuk
Gerningsmændene havde medbragt en indkøbsvogn, som de udstyrede med en trælægte i forenden og fyldte med store sten fra en stensætning et par hundrede meter fra politistationen.
- Det er den, de bruger som rambuk. De tager godt med tilløb og smadrer den ind i døren, fortæller politikommisæren.
Han erkender, at det virker en smule dumt, at en politistation bliver udsat for indbrud.
- Men det er svært at gardere sig imod, når stationen ikke er døgnbemandet. Og det er jo heller ikke første gang, det er sket, siger han.
Vidner efterlyses
Københavns Vestegns Politi vil meget gerne i kontakt med vidner, der kan have set gerningsmændene - måske med indkøbsvognen, som de formentlig er kommet trillende med.
De fem personer beskrives som:
Mænd af anden etnisk baggrund end dansk, 17-20 år, 165-170 cm høje. Iført sort tøj. Den ene af dem var ca. 180 cm høj med markant næse og med et halstørklæde trukket op til halsen.
Henvendelse kan ske til politikommissær Michael Liebst på telefon 43 86 14 48.