Tys-tys-kilde sigtet af politiet

Københavns Vestegns Politi har tirsdag eftermiddag sigtet en 45-årige tidligere medarbejder i IBM for ulovligt at skaffe sig adgang til dybt fortrolige oplysninger om kendte og kongelige og videregive dem til to journalister på Se og Hør.

Det oplyser hans advokat, Michael Juul Eriksen, til bt.dk.

- Min klient og jeg har i dag været til afhøring. Her blev han sigtet og fik dermed de rettigheder, der følger med at være sigtet. Det betyder bl.a., at jeg som forsvarer har fået adgang til politiets materiale i sagen, siger Michael Juul Eriksen og fortsætter:

- Vi begyndte med at gennemgå materialet, uden politiet var tilstede. Herefter afgav min klient forklaring, hvor han fortalte sin version af, hvad der er foregået, siger Michael Juul Eriksen uden at ville komme nærmere ind på, hvad politiets materiale bestod af eller hvad den 45-årige it-specialist forklarede.

Michael Juul Eriksen forklarer desuden, at hans klient ikke forholdt sig til sigtelserne.

Systemspecialisten, der arbejdede for IBM fra 2007-2012 og varetog vedligeholdelse af Nets' systemer, er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 263, der fastslår, at den, der 'uberettiget' skaffer sig adgang til private oplysninger - straffeloven taler om 'brev', 'telegram eller anden lukket meddelelse' eller aflytter telefonsamtaler - straffes med fængsel i op til seks måneder.

Den 45-årige er sigtet for at have handlet 'under andre særligt skærpende omstændigheder', hvilket giver en straframme på op til seks år. Derudover er den 45-årige sigtet for brud på markedsføringsloven, fordi han angiveligt har lækket fortrolige oplysninger fra sin arbejdsplads.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik