Foto: Kaare Smith / Scanpix

Tyrkiet kræver museumsgenstand udleveret: Museum afviser

I februar var en tyrkisk delegation på besøg på kunstmuseet Davids Samling i København med henblik på at få udleveret tyrkiske museumsgenstande.

Det tyrkiske parlament oprettede sidste år en kommision, som skal forsøge at skaffe op mod 150.000 museumsgenstande fra vestlige lande 'hjem' til Tyrkiet.

Museumsgenstandene er ifølje tyrkerne stjålet og skal derfor tilbage til Tyrkiet, hvor de oprindeligt stammer fra - og derfor var en delegation ifølge Politiken på besøg på Davids Samling tilbage i februar for at se på de tyrkiske museumsgenstande i Danmark.

At udlevere tingene, synes vi, er en rigtig dårlig idé. Og jeg går ud fra, at Tyrkiet har samme synspunkt, når det kommer til de masser af genstande på tyrkiske museer, som stammer fra Syrien, Egypten og andre steder.

Kjeld von Folsach, Museumsdirektør, Davids Samling

Men tyrkerne skal ikke forvente at få udleveret de museumsgenstande, som er at finde på museet i København.

- Vi har ligesom alle vestlige museer uendelig mange ting fra hele verden, og hvis vi begynder at sende genstande tilbage, ender vi i en situation, hvor al fransk kunst kun kan opleves i Frankrig, ditto i Tyskland og så videre, siger museumsdirektør Kjeld von Folsach til Politiken.

Han fortsætter:

- At udlevere tingene, synes vi, er en rigtig dårlig idé. Og jeg går ud fra, at Tyrkiet har samme synspunkt, når det kommer til de masser af genstande på tyrkiske museer, som stammer fra Syrien, Egypten og andre steder, siger han til avisen.

Læs også Billeder fra det befriede København er fundet i britisk arkiv

Besøget fra delegationen i februar, som bl.a. talte den tyrkiske ambassadør og en række tyrkiske parlamentsmedlemmer, var ikke det første tyrkiskte besøg i jagten på at få museumsgenstande hjem.

Ikke første besøg

Allerede i 2013 forsøgte en lignende delegation at få museumsgenstandene med hjem, men også her afviste Davids Samling forespørgslen.

De mener stadigvæk, at genstandene moralsk set hører hjemme i Tyrkiet. Vores svar har dog hver gang været, at tingene hos os gratis er tilgængelige for alle.

Kjeld von Folsach, Museumsdirektør, Davids Samling

- De mener stadigvæk, at genstandene moralsk set hører hjemme i Tyrkiet. Vores svar har dog hver gang været, at tingene hos os gratis er tilgængelige for alle – også på vores hjemmeside – og at der derudover er en rimelig stor muslimsk befolkningsandel her i landet, siger Kjeld von Folsach til Politiken som begrundelse for, hvorfor det er væsentligt, at man også i Danmark kan fremvise islamisk kunst og kultur.

Også mere prominente museer som Louvre i Paris og Victoria & Albert Museum i London har tyrkiske museumsgenstande stående, der ønskes udleveret.

Ifølge det tyrkiske kulturministerium er mere end 4.300 genstande siden år 2003 vendt tilbage til oprindelseslandet - men noget tyder på, at de dansk-tyrkiske museumsgenstande forbliver i København.