Tvangsauktion over Faderhuset

Faderhuset er sat på tvangsauktion. 10. juni kommer huset i Gentofte under hammeren, skriver Ekstra Bladet.

Ruth Evensen må nu sige farvel til sin eksklusive adresse i
Gentofte. Huset ryger på tvangsauktion den 10. juni, når
BRF-kredit sætter huset under hammeren. Det skriver Ekstra
Bladet.
Allerede sidste år skrev avisen, at Evensens stribe af
ejendomme var dybt forgældede - og nu bliver de altså sat til
salg.
Huset under hammeren er Ruth Evensens villa på Lyngbyvej 365 i
Gentofte. Huset ejes af Ruth og ægtemanden Knut, niecen Kristina
Djarling og dennes mand Mikael. Huset blev købt i august 2006
for 4,9 millioner kroner - og ifølge Ekstra Bladet voksede
gælden i huset til over seks millioner kroner - og nu er ejerne
i restance med terminen på over 250.000 kroner.
Ud over BRF Kredit er stiben af kreditorer Alm. Brand Bank,
A/S Regstrupparken, Thorndal A/S, Sparekassen Farsø og
Sydkystens Pantebreve Invest A/S. Også Skat har gjort udlæg i
ejendommen for 160.000 kroner, da der skyldes penge til blandt
andet indkomstskat, arbejdsmarkedsbidrag og moms.
Og problemerne har ramt Faderhuset flere gange. Sekten blev
for alvor kendt ved købet af Ungdomshuset på Jagtvej 69 i
København i 2001 - og sidste år var det Ruths datter Sophia
Evensen, der skabte rav om sekten. Datteren skrev en bog, hvor
hun beskrev Faderhuset som en farlig sekt. Hun beskrev forhold,
hvor børn fik fysisk smæk og blev pint psykisk. Og et
nyhedsindslag på DR viste, at børn fra to religiøse samfund,
heriblandt Faderhuset, fortalte om torturlignende overgreb. Børn
fortalte om torturlignende oplevelser på en lejr med Faderhuset,
hvor de blev spærret inde og udsat for voldelige afstraffelser.
En pige fortalte, hvordan hun sammen med andre børn skulle
overvære en afstraffelse af et barn.