Tv-vært krænkede husfreden ved optagelse af Operation X

Morten Spiegelhauer gik i 2014 ind i en restaurant for at konfrontere en mand i programmet "Operation X".

Tv-værten Morten Spiegelhauer og et tv-hold er dømt skyldige i at have krænket husfreden i forbindelse med optagelsen af programmet "Operation X - de falske direktører" i 2014.

Det har Retten i Lyngby afgjort fredag.

quote Det er et overraskende resultat. Det handler om, hvilke redskaber man har, når man laver kritisk journalistik.

Asger Bagge-Jørgensen, tv-folkenes forsvarer

Spiegelhauer, to fotografer, en lydmand og en redaktionschef slipper dog for straf, da der er gået så lang tid siden overtrædelsen.

De var også tiltalt for ulovligt at filme på stedet, men det blev de frifundet for, da sagen er forældet.

Sagen går tilbage til oktober 2014. Morten Spiegelhauer og kameraholdet gik ind i en lukket restaurant for at stille en virksomhedsejer flere kritiske spørgsmål.

Råbte "hallo"

Ifølge anklagen krænkede de husfreden, da de gik ind uden at få lov og ikke ville forlade stedet igen.

Programmerne blev vist i december 2014. TV2 skrev dengang, at Morten Spiegelhauer i programmerne optrævler en række selskaber i jagten på de bagmænd, som gemmer sig bag stråmandsdirektører og falske adresser. 

Ifølge anklagen råbte de én gang "hallo", inden de gik ind ad en ulåst dør på bagsiden af restaurant El Paso i Birkerød, som endnu ikke var i drift.

Her konfronterede de virksomhedsejeren Joakim Grundtvig og begyndte at interviewe ham. Efterfølgende forlod de ikke stedet, selv om manden straks afviste at deltage i interviewet, lød anklagen.

Kasper Zeth Vilsmark, redaktionschef på Monday Media, blev ligeledes tiltalt for at have medvirket til overtrædelsen, da han godkendte, at de fire gik ind på adressen.

Redaktionschef afviser

Monday Media stod på det tidspunkt for at producere "OperationX". Redaktionschefen har afvist, at der er gjort noget ulovligt i forbindelse med optagelserne.

Joakim Grundtvig, som blev konfronteret, har tidligere udtalt til Ritzau, at tv-folkene ikke ville gå:

- Og så ender jeg stort set med nænsomt at måtte skubbe denne her horde af kamerafolk ud af døren. Det synes jeg egentlig ikke, er anstændigt at gøre, bare fordi man vil have et tv-billede til et underholdningsprogram.

Tv-folkenes forsvarer, Asger Bagge-Jørgensen, oplyser, at de nu overvejer, om dommen skal ankes:

- Det er et overraskende resultat. Det handler om, hvilke redskaber man har, når man laver kritisk journalistik, siger han.

Pressenævnet har tidligere fundet, at der ikke var grund til at kritisere programmet. Nævnet kunne dog ikke tage stilling til, hvorvidt programmet uberettiget skaffede sig adgang til et fremmed hus.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik