Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Ny vært på TV 2 Lorry: Nadia skal servere regionale nyheder

29-årige Nadia Filt starter ved årsskiftet som ny vært på TV 2 Lorry.

Fra det nye år vil seerne få glæde af et nyt ansigt på TV 2 Lorry, men de får ikke et chok, for de kender hende fra TV 2 SPORT.

Den 29-årige sportsvært Nadia Filt har sagt ja til at blive en del af holdet på TV 2 Lorry. 

- Jeg er enormt glad for muligheden. Jeg har længe fulgt med i den spændende udvikling, der sker på TV 2 Lorry. Det bliver en god udfordring at prøve kræfter med regional journalistik, og jeg glæder mig meget til at begynde og til at blive en del af holdet, siger Nadia Filt.

Hun har de seneste syv år arbejdet hos TV 2, hvor hun i 2009 startede sin journalistiske karriere på TV 2 Sport. Siden da har hun primært arbejdet i Odense, men har også været en del af NEWS-holdet på Teglholmen i København.  

Selv om 29-årige Nadia Filt er født og opvokset i Nordjylland, har hun en forkærlighed for hovedstadsregionen.

- Det er en fantastisk region at få lov at arbejde i, fordi den spænder så vidt og rummer så mange forskellige historier. Jeg vil gerne lave historier, der betyder noget for mennesker og det, de oplever i hverdagen, siger hun til TV 2 Lorry. 

TV 2 Lorrys direktør, Morten Kjær Petersen, glæder sig til at få Nadia med på redaktionen.

- Jeg glæder mig meget til at samarbejde med Nadia. Især fordi hun har mange spændende tanker omkring at udvikle regional journalistik, siger han og fortsætter:

- Nadia har en drøm om og tro på, at hun kan være med til at gøre regionale nyheder endnu vigtigere, og så har hun ikke mindst øje for, hvordan vi som regionalt medie skal betyde noget for vores brugere.

Nadia bliver en del af det kendte hold af værter på TV2 Lorry: Marco Houlind, Jesper Vorre Rasmussen, Sascha Yang og John Rahbek.

Nadia Filt er gift og bor på Frederiksberg.