Tusindvis af poser med gratis julemad uddelt til trængende

Føtex i Vanløse tømte butikken for overskudsmad og gav over tusind poser gratis mad til trængende danskere.

300 mennesker stod i kø foran Føtex i Vanløse klokken 08.00 juleaftensmorgen.

quote Jeg føler, vi har gjort en kæmpe forskel. Vi er trætte, for vi har knoklet røven ud af bukserne, men det er det hele værd.

Casper Østergaard, varehuschef i Føtex Vanløse

Butikken havde nemlig lovet at dele det mad ud, som alligevel bare skulle smides væk i de dage, der er lukket over jul. 

Mellem klokken 06.00 og 08.00 om morgenen havde 50 frivillige pakket over tusind poser med julemad, slik, kager og julepynt, der var klar til at blive delt ud til de fremmødte.

- Der var rigtig lang kø, da vi åbnede klokken 08.00, men der var god stemning. Der var julemusik, og vores frivillige havde nissehuer på. Det har været en rigtig god morgen, siger Casper Østergaard, varehuschef i Føtex Vanløse. 

Sådan så køen ud her til morgen.
Sådan så køen ud her til morgen.
Foto: Føtex Vanløse

- Jeg har det helt vildt godt. Jeg føler, vi har gjort en kæmpe forskel. Vi er trætte, for vi har knoklet røven ud af bukserne, men det er det hele værd. Vi er stolte og glade hele vejen rundt. Og bare at se de smilende og glade medarbejdere, det giver så meget. Det bliver en god jul, siger han.

Butikken har også allieret sig med herberger og andre organisationer i nærområdet, som de også deler det overskydende mad ud til.

Idéen startede i Vanløse

Casper Østergaard fik idéen om at dele overskudsmad ud til de trængende sidste år, og i år har konceptet spredt sig til seks Føtex-butikker i hele landet. 

- Jeg er da lidt stolt over, at det har bredt sig, siger han.

TV 2 Lorry mødte Casper Østergaard inden juleaftensdag.

Varerne hentes i tolv forskellige Føtex-butikker i Københavnsområdet. De ansatte har frivilligt sat deres julemorgen af til at pakke poserne. Hver person fik tre poser: Én med kølevarer som kød og salat, én med tørvarer som kager og slik og én med julepynt.

- Det, der rører mig mest, er alle de frivillige, der er kommet for at give en hånd med her til morgen, siger han.

Føtex Vanløse åbner igen den 27. december.

Her kan du se, hvordan uddelingen foregik:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik