Tusinder griner af Emilies klage

Emilies underholdende klage har fået Facebook-folket til tasteturet.

"Kære McDonald's, Hovedbanegården. Jeg havde en chokerende og yderst ubehagelig oplevelse her til aften." Sådan starter en "klage" fra Emilie Lundt Gamborg, som hun slog op på McDonald's Facebookside 02.54 natten til lørdag. 

Hun beskriver i opslaget, hvor skuffet hun var, da hun satte tænderne i en af de chili chesse tops, som hun havde købt til togturen hjem. 

"Jeg tager en bid af min chili cheese top nummer to. Og den er beklageligvis tom. Tom for både "cheese" og "chili" - derfor får jeg altså kun en top. Min top er derfor ligeså tom som jeres løfter. "

"Jeg er meget skuffet, og håber at dette opslag samt budskab kommer rundt om i landet. Jeg ønsker nemlig ikke dette for min værste fjende."

Emilie Lundt Gamborg understreger, at opslaget udelukkende er skrevet for sjov.

- Vi er meget glade for chili cheese tops, så vi var lidt ærgerlige over det i vores brandert, men vi tænkte, at vi ville lave lidt sjov ud af det. Vi har før set vilde klager over ingenting, så vi ville more os og skrev opslaget for sjov. Vi havde aldrig regnet med, at det ville få så meget opmærksomhed, siger 20-årige Emilie Lundt Gamborg til TV 2 Lorry.

Opslaget har på under to døgn fået knap 2.000 kommentarer og 3.000 reaktioner. 

Det kan ses i kommentarsporet under opslaget, at de mange godt ved, at opslaget er skrevet for sjov - og flere nikker genkendende til situationen. 

McDonald's har også selv svaret på opslaget. 

Dog er der også flere, som tror Emilie Lundt Gamborg skriver i alvor - og hun er både blevet kaldt for so, kælling, medieluder og evnesvag på grund af opslaget. 

- Der er mange, der bliver meget grove. Det kommer lidt bag på mig, at folk kan ty til så grove ord over et opslag på Facebook, siger Emilie Lundt Gamborg til TV 2 Lorry. 

Hun tager dog ikke de grove kommentarer så tungt.

- Jeg kan ikke gøre andet end at more mig over det, lyder det fra Emilie Lundt Gamborg. 

Du kan se hele Emilies opslag og læse de mange kommentarer her:

 

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik