Turkisblåt badevand, fuglefløjt og Trylleskoven i Solrød

Solrød Kommune tilbyder sjældne danske naturoplevelser i form af blandt andet en unik kalkgrav. Få seks anbefalinger her.

Sommeren er i fuld gang, og i den anledning besøger TV 2 Lorry alle kommunerne i vores sendeområder. Vi har fået borgmestrene til at anbefale tre spændende steder i deres kommuner, og så får vi også anbefalinger fra borgerne om, hvad man kan opleve i deres kommune.

I denne udgave af sommerprogrammet er vi taget til Solrød Kommune – en kommune, der ikke kun tilbyder seks kilometers kystlinje, men også har andre ekstravagante naturoplevelser i ærmet.

Staunings Ø

Staunings Ø er et smukt naturområde, der er opstået for 100 år siden. I området finder man den flotte lagune, som er en fryd for øjet. Stedet tilbyder en smuk og frodig natur med et rigt dyreliv. Især er området kendt for sit rige fugleliv, hvor fugle som ænder, måger og trækfugle ofte er til at spotte. Havørnen kigger også forbi nu og da.

Der er også den smukkeste sandstrand, hvor man kan dyppe fusserne eller hele kroppen i Køge Bugt. Det er et stort naturområde, hvor der er fugle, frisk luft, vind i håret og dejlig roligt. Et besøg værd for alle, der holder af at færdes i naturen og gå på opdagelse.

Læs mere her. 

 

Solrød Strand

Man kan ikke sige Solrød uden at sige Solrød Strand. Seks kilometer kystlinje med brede sandstrande, klitter og børnevenlige forhold, det er helt unikt. Borgmesteren kalder det endda balsam for sjælen. Derudover er der mange, som benytter stranden dagligt til at surfe, bade året rundt, osv. Kommunen arrangerer ligeledes begivenheder sommeren over, hvor folk kan bruge stranden på forskelligvis.   

Læs mere her.

 
 

Karlslunde kalkgrav

Endnu en stor naturoplevelse. I 1840’erne begyndte man at bryde kalken, for at landmændene kunne få kalk til deres gårde og til at stryge på marken. Senere blev kalken også brugt til cementproduktion. Efter 1975 er området overtaget af Naturstyrelsen som et nationalt geologisk interesseområde. Vandet har en utrolig smuk og spektakulær turkisblå farve, fordi himlens farve genspejles i vandet, samtidig med at bunden er af kridt. Kalkgraven er 14 meter dyb og regnes for den klareste på Sjælland. Vandet er 100 procent rent grundvand, der siver ud fra klipperne. Derfor kan man sagtens hoppe i det attraktive vand.

Man kan også gå en tur rundt om graven – det tager mellem 30 og 45 minutter at gå hele vejen rundt. Hvis man tager fiskestangen med, er der også mulighed for at fiske efter ørreder. Derudover er der i løbet af sommeren en række arrangementer, som Danmarks Naturfredningsforening har planlagt.

Læs mere her.

 

Hedebostien

Hedebostien er en 23 kilometer smukke sti, der forbinder Roskilde Fjord og Køge Bugt. Mens man går på stien kommer man forbi Roskildes vikingeskibe, Hedeland, går igennem den nye Tune Skov, Karlstrup Kalkgrav og Trylleskoven ved Solrød Strand. Man får altså én på opleveren, hvis man tilbagelægger de i alt 23 kilometer. Rygtet siger, at det absolut er en tur værd.

Se mere her. 

 
 

Havdrup Kirke

Havdrup Kirke er en af de fem middelalderkirker, som ligger i kommunen. Med sin smukke gule farve er kirken meget iøjnefaldende udenpå, men indvendigt er kirken vedligeholdt og de gamle detaljer bevaret. Kombinér en cykeltur i det åbne land med en tur forbi en af de smukke kirker.

Se mere her.

 
 

Havdrup Bymidte

I Havdrup Bymidte har kommunen bygget en ny plads for byens borgere. Pladsen, som på sigt er tiltænkt som en lokal oase, er skabt i samspil mellem lokale borgere og kommunen. Børnene udnytter pladsens faciliteter til at lege, køre på løbehjul eller rulleskøjter. Derudover sidder folk og nyder en kop kaffe eller spiser frokost eller is på pladsens mange bænke. Der sker hele tiden noget på pladsen, hvorfor den fungerer som samlingspunkt i byen.

Se mere her. 

 
 

Kortet herunder viser en masse andre anbefalinger til steder i Lorryland. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik