Foto: Twentyfiveframes

Turisternes Pokémon Go viser Nørrebros skjulte skatte

En ny hjemmeside skal lokke turisterne ud i det rigtige Nørrebro med en digital guide ved hånden.

Man falder nemt i turistfælden, når man besøger en ny by.

Det samme sker sikkert i København, hvor turisterne hænger fast i Nyhavn og Den Lille Havfrue.

Men det skal der nu laves om på.

Københavns Kommune har slået sig sammen med start up virksomheden Motes - og sammen har de udviklet en hjemmesiden, der går under navnet "Know Your 'Bro", der skal vise turister det Nørrebro, som man kan have svært ved at finde. 

Læs også 5 alternativer til Bispebjergs berømte kirsebærblomster

Når du går ind på hjemmesiden, fører den dig på en fem kilometer lang gåtur rundt i bydelen og låser hen ad vejen op for små historier om det, du passerer. 

- Det er turisternes Pokémon Go, men i stedet for Pokémons, så fanger man de fede oplevelser og lokale historier. Så man er nødt til at gå ud af hotelværelset eller sit Airbnb og komme ud og opleve det rigtige København, siger Christopher Røhl Andersen, der er medlem af kultur- og fritidsudvalget i København for Radikale Venstre.

00:59

Se her, hvordan hjemmesiden fungerer.

Luk video

Selv lokale kan lære nyt

Selvom hjemmesiden er designet til turister, og derfor også kun fungerer på engelsk, så mener Christopher Røhl Andersen også, at den kan lære helt almindelige københavnere noget om deres by.

- Man kan finde små lommeparker, lokale kunstværker, den fede retaurant, den gode café, som selv dem, der bor her i dag, måske ikke kender. 

Læs også Katjing! Så meget tjener københavnerne på Airbnb

- Da jeg kiggede på hjemmesiden fandt jeg ud af, hvad Banana Park er, og tæt her på er der en udstilling med tabte handsker - den har jeg heller ikke set. Jeg har boet på Nørrebro i seks år, men man bliver jo hurtigt fanget i sin hverdag, siger han. 

Hjemmesiden viser sig også steder som Superkilen, Assistens Kirkegård og Sjællandsgade Bad, hvor du undervejs kan læse eller se små historier om stederne.

Du finder hjemmesiden ved at skrive nbro.io, men den åbner først officielt lørdag klokken 12.00. Her vil der også være et åbningsarrangement på Dronnings Louises Bro.

Projektet er finansieret af Københavns Kommune.