Provinsen droppes til fordel for hovedstaden Foto: Lorry

Turister foretrækker hovedstaden og dropper provinsen

Hovedstaden har succes med at tiltrække turister, mens store dele af provinsen savner gæster. Hovedstadens turister har overnattet 1,2 millioner flere gange i byen i 2012 end i 2007, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det går også godt for Syddanmark, mens turisterne i stor stil svigter Region Sjælland og Midt- og Nordjylland, der sammenlagt har mistet tre millioner overnatninger de seneste fem år. Det skriver Fagbladet 3F.

Storbyferien har fået en renæssance, og København formår at trække flere turister til møder, events og miniferier, forklarer Janne J. Liburd, centerleder for Center for Turisme, Innovation og Kultur på Syddansk Universitet.

- Kystdanmark har problemer, fordi de tilbyder et andet ferieprodukt, hvor man gerne skal være i sommerhus i lange perioder. Men tendensen er, at vi holder kortere ferier, siger hun.

Turisme er et af de få erhverv, der kan vokse i vandkantsdanmark

Ifølge Videnscenter for Kystturisme er det dog afgørende, at turisterhvervet ikke kun trives i København. Det forklarer direktør Lars. H. Olsen til Fagbladet 3F.

- Turisme er et af de få erhverv, der kan vokse i vandkantsdanmark. De andre erhverv er på vej væk. Man bliver nødt til at løfte turismen, hæve kompetencen i erhvervet og skabe stolthed.