Opdateret klokken 14.42: Vasbygade er igen åben for trafik, efter oprydningsarbejdet er overstået.
På den stærkt trafikerede Vasbygade, der leder bilister til og fra København via Sydhavnen, er en turistbus og en lastbil kørt sammen lørdag formiddag.
Det oplyser Københavns Politi, Region Hovedstadens Akutberedskab og Hovedstadens Beredskab på twitter.
Akutberedskabet skriver, at der meldes om én tilskadekommen, mens beredskabet oplyser om trafikale udfordringer som følge at trafikuheldet, hvor en lysmast er blevet påkørt.
Til TV 2 oplyser Københavns Politi, at chaufføren af bussen er blevet kørt til hospitalet til behandling,, men at denne ikke er alvorligt tilskadekommen.
- Politiet arbejder pt. med færdselsuheld på Vasbygade, hvor gadebelysningen er blevet ødelagt. Vasbygade spærres for trafik fra Sydhavns Plads og indadgående mod Dybbøls Bro. Tidshorisont ukendt, skriver Københavns Politi på twitter klokken 09.37.
Senere oplyser politiet dog, at man i forbindelse med arbejdet har været nødsaget til at spærre hele vejen af.
- Vi har nu været nødsaget til at lukke for trafikken ad Vasbygade i begge retninger, lyder meldingen.
Fotos fra ulykkesstedet viser, at den forulykkede bus har kørt i sydgående retning og er svinget over i de modsatgående vejbaner, hvorefter den er kørt ind i en lystmast på fortovet.
Nedfalden gadebelysning og ledninger
Region Hovedstadens Akutberedskab er til stede med tre ambulancer og en akutlægebil.
Kort efter klokken 10 oplyses det, at gadebelysningen i området er faldet ned som følge af uheldet.
- Passagererne er samlet og tilses af akutberedskabet. Trafik i området er stærkt påvirket, nedfaldne ledninger fra gadebelysningen er faldet ned, skriver Hovedstadens Beredskab.