Foto: TV 2 Lorry

Turist-magnet på vej mod superår

Vikingeskibsmuseet i Roskilde forventer det største antal gæster i 11 år.

145.000. Så mange betalende gæster forventer Vikingeskibsmuseet i Roskilde at få besøg af i år. Det er flere gæster, end museet har haft i 11 år, skriver Dagbladet Roskilde.

Vikingeskibsmuseet er et af Roskildes største trækplastre, når det gælder turister, og museets direktør Tinna Damgård-Sørensen er svært begejstret over et år, der indtil videre har overgået de mest optimistiske forventninger.

Museumsdirektøren tilskriver blandt andet den positive udvikling museets egen indsats, hvor fx Havhingstens udlandstogter er med til at skabe opmærksomhed om museet. Men hun forklarer også succesen med forhold, som hverken hun eller andre i turistbranchen har indflydelse på.

- Jeg tro vi kan takke dansk film og tv for en del af fremgangen. Serier som 'Borgen og 'Broen' er blevet set af mange i udlandet og har skabt en interesse, så Skandinavien er blevet et interessant sted at tage hen. Det nyder vi godt af. Når man får så mange turister, som vi gør, må man bare indse, at man er en del af noget større, siger Tinna Damgård-Sørensen til Dagbladet Roskilde.

Der har ikke været 145.000 gæster på museet siden 2004, hvor Havhingsten fra Glendalough blev søsat.