Foto: TV 2 Lorry

Turisme: TV-serier trækker briter til København

Turister fra Storbritannien valfarter til Danmark, hvor hotellerne i hovedstaden har oplevet en stor stigning.

Hvis du synes, der er lige lovlig mange engelsktalende turister i Hovedstadsområdet for tiden, så har du ret. Siden 2011 har hotellerne i hovedstaden set en stigning på 48 pct. og, det er briterne, der står for flest overnatninger i København.

Dermed har briterne i 2015 for første gang overgået både vores naboer fra Sverige og Norge, når det kommer til hotelovernatninger. De viser tal fra Dansk Erhverv.

- Det er utrolig positivt for København og dansk turisme med den meget flotte vækst. Briterne bruger generelt mange penge, så hoteller, restauranter, forretninger og meget andet nyder godt af de mange britiske turister, siger Susanne Nordenbæk, Dansk Erhvervs fagchef for turisme og oplevelsesøkonomi i en pressemeddelelse.

Tv-serier og billige billetter lokker

Ifølge Dansk Erhverv der i hvert fald tre forklaringer på, at briterne i langt højere grad flokkes til Danmark og København i særdeleshed:

Populære tv-serier som Forbrydelsen, Borgen og Broen har haft enorm reklameværdi for Danmark. En stor del af væksten er kommet samtidig med eller efter, at udsendelserne er blevet sendt i Storbritannien.

Flere flyforbindelser, både rutefly og lavpris. Det har skabt øget konkurrence også på prisen, og dermed har flere briter fået råd til at rejse til København.

Den britiske økonomi er kommet godt ud af finanskrisen, der er stigende optimisme.

- Kendskabet til Danmark som rejseland er faktisk ikke så stort, men den store eksponering, som de populære tv-serier har været med til at skabe, er guld værd for dansk turisme. Sammen med en positiv økonomisk udvikling, let tilgængelighed i form af mange flyafgange, flere billige billetter og en stigende britisk rejselyst, har Storbritannien udviklet sig til det vigtigste marked for den københavnske turisme, hvilket ingen havde spået for 5 år siden, siger Susanne Nordenbæk.