Trygheden i København er stigende, og særligt én bydel skiller sig ud

Andelen af borgere i København, der er utrygge i deres nabolag, er faldet siden sidste år, viser nu undersøgelse af trygheden.

02:44

Mindre kriminalitet og mere tryghed - det viser en ny undersøgelse

Langt de fleste borgere i København føler sig i stigende grad mere trygge i deres nabolag.

Det viser nye tal fra den årlige tryghedsundersøgelse, som Epinion har foretaget for Københavns Kommune.

Andelen af københavnere, der er utrygge i deres nabolag, ligger i år på ni procent mod 12 procent sidste år, viser undersøgelsen.

Det faldende tal kan blandt andet skyldes, at en bandekonflikt påvirkede dele af byen i løbet af 2017 og starten af 2018, påpeger kommunen selv i en pressemeddelelse. Men også et fald i antallet af indbrud, røveri og lommetyveri kan have medvirket til stigende tryghed.

- Det glæder mig meget, at københavnerne bliver udsat for mindre kriminalitet, og at de generelt føler sig trygge, når de færdes i byen. Men der er stadig bydele, der er udsatte. Derfor arbejder vi fortsat målrettet for at styrke trygheden i vores by i tæt samarbejde med gode lokale kræfter og Københavns Politi. Alle skal føle sig trygge i København, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Længere nede i artiklen kan du se, hvor høj – eller lav – andelen af utrygge borgere i din bydel er.

Store forskelle fra bydel til bydel

Ud af 13 bydele i København er andelen er utrygge indbyggerne faldet i 11. Vesterbro og Indre Nørrebro skiller sig her ud med en lille stigning i andelen af utrygge borgere.

I resten af byen er trygheden steget i forhold til året før.

Særligt i Bispebjerg oplever et markant fald i antallet af utrygge beboere. I 2018 svarede 28 procent af indbyggerne, at de følte sig utrygge i lokalmiljøet. I år er tallet faldet til 17 procent.

Christianshavn fremstår også som mere tryg, viser undersøgelsen. Fra en andel utrygge borgere på 15 procent i 2018 er kun syv procent utrygge i området nu.

Kortlægningen viser desuden, at trygheden også er steget i aften- og nattetimerne. I 2019 oplever 17 procent af københavnerne utryghed i aften- og nattetimerne. Det er et mindre fald siden 2018, hvor 20 procent oplevede utryghed i aften- og nattetimerne – og et betydeligt fald siden 2009, hvor 24 procent var utrygge i aften- og nattetimerne.

Samtidig svarer borgerne i undersøgelsen, at de især føler sig utrygge i grønne områder, parker, på stier og på stationer eller stoppesteder.

  Foto: Datawrapper

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik