Trusler, tilråb og hashhandel: 5 millioner skal gøre Folehaven tryg

I et større boligområde i Valby føler mange sig usikre. Nu skal flere forskellige midler i brug for at rette op på det.

Folehaven i Valby. Foto: TV 2 Lorry

Butikstorvet, som ligger få meter fra boligforeningen 3B i Folehaven, har de seneste år været domineret af en gruppe unge, der har skabt stigende utryghed blandt beboerne i området. 

Maria Elborg Noer Foto: TV 2 Lorry

Det er sådan, at folk ikke har lyst til at være her og ikke har lyst til at udtale sig, fordi de er bange for tilråb eller andet efterfølgende.

Maria Elborg Noer, sekretariatsleder af den boligsociale helhedsplan i boligforeningen 3B

Truende adfærd, tilråb og åbenlys hashhandel har gjort torvet til et sted, som mange simpelthen ikke har lyst til at opholde sig.

- Beboerne er rigtig utrygge herude, og det har de været i mange år. Det er sådan, at folk ikke har lyst til at være her og ikke har lyst til at udtale sig, fordi de er bange for tilråb eller andet efterfølgende, siger Maria Elborg Noer, der er sekretariatsleder af den boligsociale helhedsplan i boligforeningen 3B.

Ifølge en Tryghedsundersøgelse lavet af Københavns Kommune svarer 20 procent af beboerne, at de føler sig usikre i Folehaven. Det har fået kommunen til at gribe til handling.

I samarbejde med Københavns Politi, SSP og boligselskabet 3B er der vedtaget en såkaldt tryghedsplan, der skal gøre Folehaven tryggere for beboerne. 

Fra lommepenge til bedre belysning

Jeppe Grønholt-Pedersen Foto: TV 2 Lorry

Tryghedsplanen løber over de næste fire år, og til det har Københavns Kommune hvert år afsat knap 900.000 kr. til en hel række tiltag: 

- Det er flere og bedre fritidsaktiviteter til de unge, endnu flere gode lommepengejobs, der forhåbentlig få de unge fra gaderne, og så afsætter vi en byrumspulje på over 400.000 kr., som lokale beboere og foreninger kan søge til eksempelvis gadefester, nyt byrumsinventar eller bedre belysning, siger Jeppe Grønholt-Pedersen, der er kontorchef i Sikker By i Københavns Kommune.

En del af tryghedsplanen, der allerede er taget i brug i både Tingbjerg og Urbanplanen på Amager, er også et tæt samarbejde med beboerne, hvor man løbende måler på resultaterne.

Læs også Sådan skal beboerne i Folehaven sikres mod støjhelvede

I boligselskabet 3B i Folehaven håber man, at det nye samarbejde i fremtiden vil gøre området omkring butikstorvet til et sted, hvor beboerne har lyst til at opholde sig.

- Rigtig mange føler sig utrygge omkring torvet, men hvis vi kan få skabt nogle aktiviteter, som gør, at det kan tiltrække nogle folk fra alle aldersgrupper, så håber vi på, at det kan skabe mere liv og tryghed, siger Maria Elborg Noer.

Læs også Unge skaber utryghed i butikscenter

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret