Trods konkurs: Visse BR- og TOYS"R"US-butikker holder fortsat åbent

Ni BR og TOYS"R"US-butikker i Hovedstadsområdet vil holde åbent fra i dag, selvom kæderne gik konkurs i december.

Da selskabet TOP-TOY, der driver legetøjskæderne BR-Legetøj og TOYS"R"US, mellem jul og nytår blev erklæret konkurs, ærgrede det mange danske børnefamilier.

Den første melding var nemlig, at alle gavekort var blevet værdiløse. Herefter blev det korrigeret til, at gavekort købt på dagen eller efter den 30. november, kunne bruges til udgangen af december.

Nu åbner selskabet så endnu en dør, for alle de der kommet i klemme: Udvalgte butikker holder nemlig fortsat åbent i forbindelse med forberedelserne til et stort januarudsalg.

Her vil det være muligt at handle som normalt og at bruge gavekort. Dog stadig kun de gavekort der er købt på eller efter den 30. november.

Her er butikkerne, der fortsat holder åbent:

BR Lyngby Storcenter
BR Frederiksberg Centret
BR Fisketorvet
BR Ro's Torv
TOYS"R"US Tåstrup
TOYS"R"US Rødovre
TOYS"R"US Gentofte
TOYS"R"US Field's
TOYS"R"US Køge

Ni butikker åbne i Lorryland

I alt drejer det sig om 65 butikker i Danmark, Sverige og Finland, og ni af dem befinder sig i TV 2 Lorrys område.

Selskabet skriver i en pressemeddelelse, at butikkerne løbende vil modtage nye varer fra TOP-TOYs lagre og fra de butikker, der allerede er lukket permanent.

De skriver også, at det ikke er alle butikker, der kan håndtere byttepenge, hvorfor de opfordrer til at man medbringer betalingskort, hvis man ønsker at handle som normalt.

I en mail til TV 2 Lorry skriver TOP-TOY, at det endnu ikke vides, hvor længe butikkerne holder åbent.

Gavekort købt før den 30. november 2018

Har du købt et gavekort før den 30. november 2018 er du almindelig kreditor i konkursboet.

Boet må derfor ikke foretage udbetaling af dit krav, men du har mulighed for at sende information om dit krav i konkursboet til samme mailadresse toptoy@gorrissenfederspiel.com

Krav i henhold til gavekortet vil blive registreret på samme måde som andre almindelige leverandører med krav opstået før den 30. november 2018.


Almindelige kreditorer i boet vil kun være berettiget til senere at modtage evt. dividende (delvis betaling) af krav på et senere tidspunkt.


Gavekort udstedt i forbindelse med tilbagelevering af varer (tilgodebevis) vil kun kunne bruges til køb af andre varer, og kun hvis tilbageleveringen af varen og udstedelsen af gavekortet (tilgodebevis) er sket efter den 30. november 2018.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik