Trods hærværk og kritik: Borgmester holder fast i ubemandede idrætsanlæg

Utrygheden stiger blandt foreninger og idrætsudøvere i København, efter kommunen har fyret halinspektørerne. Men selvom kritikken hagler ned over kommunen, bliver planerne ikke ændret.

Der er ikke længere hverken halinspektører eller andre ansatte i Københavns Kommunes idrætsfaciliteter, og det betyder ifølge DGI Storkøbenhavn, at både hærværk og utryghed eskalerer i anlæggene.

Alene i sidste uge kunne idrætsklubber fra Vanløse og Bellahøj melde om episoder, hvor unge drenge og piger uden tilknytning til klubberne har opholdt sig på idrætsanlæggene og skabt utryghed, meddeler DGI, som derfor har rettet kritik af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune.

- Når medlemmer, trænere og ledere ikke kan gennemføre deres normale idrætsaktiviteter, fordi de bliver generet af lokale unge grupperinger, er vores grænse nået.

- Den lille besparelse, som de bemandingsfrie anlæg gav på det kommunale budget, giver nu store udgifter andre steder i kommunen, siger Peder Nedergaard, der er formand for DGI Storkøbenhavn med henvisning til en stigende tendens med hærværk i de ubemandede idrætsanlæg.

Borgmester: Budgetplaner bliver ikke ændret

Men trods kritikken vil Kultur- og Fritidsborgmester Fransciska Rosenkilde (Å) ikke ændre i de allerede vedtagne budgetplaner.

Det siger hun til TV 2 Lorry torsdag aften.

quote Det er blevet indfaset over nogle år, så det med at have bemandingsfrie idrætshaller er ikke en ny beslutning.

Fransciska Rosenkilde, Kultur- og Fritidsborgmester i København, Alternativet

- Det er en politisk beslutning, som ligger tilbage i 2013. Men den er blevet indfaset over nogle år, så det med at have bemandingsfrie idrætshaller er ikke en ny beslutning.

- Vi arbejder hele tiden for, at vores kultur- og idrætskroner bliver brugt så godt som muligt, så københavnerne får så meget for de kulturkroner, der er, siger Fransciska Rosenkilde til TV 2 Lorry.

"Det har fungeret rigtig godt rigtig mange steder"

I har sparet cirka fem millioner kroner på det her - men har I høstet noget erfaring? Virker det?

- Det har fungeret rigtig godt rigtig mange steder. Selvfølgelig har der den sidste tid været nogle utryghedsskabende elementer, men det er ikke noget nyt begreb. Det har der været i sportshaller og kommunens institutioner altid, vil jeg vove at påstå.

- Det kommer fra tid til anden, og det kan vi på ingen måde acceptere, så vi arbejder hele tiden for at være så gode som muligt for at skabe trygge rammer for idrætslivet i København, lyder det fra borgmesteren.

Vil du handle på det?

- Ja, helt klart. Vi kan på ingen måde acceptere den adfærd, der har været. Vi samarbejder med vores eget vagtteam, og der er SSP og lokalpoliti inde over, så vi arbejder selvfølgelig for, at det her ikke opstår.

quote Jeg tror, det er umuligt at garantere, at det aldrig nogensinde vil opstå igen, for det er ikke et nyt begreb.

Fransciska Rosenkilde, Kultur- og Fritidsborgmester i København, Alternativet

- Jeg tror, det er umuligt at garantere, at det aldrig nogensinde vil opstå igen, for det er ikke et nyt begreb. Men når det kommer, skal vi handle så hurtigt som muligt.

I Bellahøjhallerne har de måtte tilkalde politiet 20 gange alene i 2019. Hvad vil I gøre for at genoprette den tryghed, der skal være omkring fritidsaktiviteter?

- Det er jo også sket i en bemandet åbningstid. Så det er jo også noget, der sker regelmæssigt i idrætsfaciliteterne.

- Det samarbejde, vi har med vores vagtteam, er, at de kører rundt og også er i dialog med SSP og politiet. Så vi gør alt, hvad vi kan, for at skabe større tryghed.

- Det, som vi er blevet orienteret om i dag, er, at forvaltningen gør alt, hvad de kan for at komme problemet til livs.

Vagtteams beder haller om at ringe til politiet

Vi bliver fortalt, at når man i hallerne ringer til vagtteamet, så får man at vide, at man skal ringe til politiet i stedet. Er det hensigtsmæssigt?

- Nej, det er det ikke. Det hensigtsmæssige er, at tingene fungerer, og vi hurtigt kan slå ned, når sådan en episode her opstår. Og det skal vi hele tiden blive bedre til, for vi kan selvfølgelig ikke acceptere, at der er utryghedsskabende adfærd i vores idrætshaller.

quote Det er en politisk beslutning fra 2013, og det er ikke noget, der står foran at kunne blive rullet tilbage.

Fransciska Rosenkilde, Kultur- og Fritidsborgmester i København, Alternativet

DGI og Dansk Idrætsforbund vil gerne have rullet beslutningen om de bemandingsfri idrætsfaciliteter tilbage - hvad siger du til dem?

- Det er en politisk beslutning fra 2013, og det er ikke noget, der står foran at kunne blive rullet tilbage. Det er ikke et nyt politisk initiativ. Så det kan jeg ikke arbejde for. Men selvfølgelig vil jeg handle på, at denne her form for adfærd ikke dominerer. Selvfølgelig skal det være trygt og sjovt og rart at gå til idræt i København.

Borgmester vil ikke rulle beslutning tilbage

Men I kan da godt rulle beslutningen tilbage. Så skal I ansætte nogle halinspektører til at være der. Man ved jo godt, at en fast mand i en sportshal er mere opmærksom end nogen, der kommer udefra?

- Det kan der være noget om, men jeg vil også sige, at de forskellige former for utryghedsskabende adfærd ikke er et nyt fænomen. Det er også opstået i haller, hvor der har været bemanding. Så jeg synes ikke, at man alene kan give det skylden.

quote Om vi ruller det her tilbage; det gør vi nok ikke.

Fransciska Rosenkilde, Kultur- og Fritidsborgmester i København, Alternativet

- Det, der er det vigtige for mig, er selvfølgelig, at det ikke er en adfærd, som får lov til at regere i vores idrætshaller - ligemeget om de er bemandet eller ubemandet.

Så ganske kort: Vil I komme DGI og Dansk Idrætsforbund i møde på det her?

- Vi vil komme det i møde på den måde, at vi vil arbejde for, at det skal være trygt at være i vores idrætshaller. Men om vi ruller det her tilbage; det gør vi nok ikke.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik