Trods borgmesterløfte: Forældre og pædagoger fastholder demonstration

Københavns børne- og ungdomsborgmester har lovet, at der ikke bliver skåret i pædagognormeringerne i de københavnske daginstitutioner. Alligevel vil forældre og pædagoger gennemføre en stor demonstration på Københavns Rådhusplads i morgen, onsdag.

I disse dage er de københavnske politikere i gang med at lægge sidste hånd på næste års budgetaftale.

Og trods udsigter til store besparelser på børne- og ungdomsområdet lovede børne- og ungdomsborgmester, Jesper Christensen (Soc.dem.), allerede i sidste uge, at der ikke bliver rørt ved pædagognormeringerne i de københavnske daginstitutioner.

Alligevel vil forældrebevægelsen "Hvor er der en voksen?" sammen med BUPL Hovedstaden, Landsforeningen af Socialpædagoger og Københavns Forældreorganisation gennemføre en længe planlagt demonstration på Københavns Rådhusplads i morgen eftermiddag klokken 17.30.

- Umiddelbart er jeg glad for, at han reagerer så prompte, inden vi overhovedet er gået på gaden. Fordi det her burde simpelhen være alfa og omega, at daginstitutionsområdet bliver fuldstændig fredet, siger talsperson for forældrebevægelsen, Marie Blønd, til TV 2 Lorry.

- Selv om Jesper Christensen har lagt hovedet på blokken, så er vi jo fortsat interesseret i, at København skal være foregangskommune og indføre minimumsnormeringer. De ligger langt under, så der er lang vej igen for Københavns Kommune. Så der er vi også nødt til at lægge pres på. Tingene kommer ikke af sig selv – desværre, siger hun.

Landsforeningen af Socialpædagoger (LFS) er også umiddelbart tilfredse med borgmesterens udmelding:

- Det lyder rigtig godt og rigtig lovende. Og det fortæller om, at forældrebevægelsen "Hvor er der en voksen" har haft held med at presse politikerne til at træffe nogle beslutninger, der prioriterer børn. Og børnene i Københavns Kommune kan ikke tåle flere nedskæringer. Personalet er presset til det yderste. Så det er gode nyheder, siger næsteformand i LFS, Jan Hoby.

Han understreger dog også nødvendigheden af onsdagens demonstration, da der fortsat er lagt op til store nedskæringer på de københavnske fritidshjem.

Frederiksberg er på vej med minimumsnormeringer

Som den første kommune i landet har politikerne på Frederiksberg besluttet at indføre minimumsnormeringer. En voksen til tre børn i vuggestuer og en voksen til seks børn i børnehaver.

- Det er klart, at når man ser en bevægelse, som råber op - jamen, så tror jeg man er en dårlig politiker, hvis ikke man slår lytteklapperne ud og lytter, siger Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen (Kons.), til TV 2 Lorry.

Frederiksberg Kommune håber allerede at være helt på plads i 2022.

- Det er klart, at kommer regeringen med en håndsrækning til kommunerne, så kan det selvfølgelig gå hurtigere, end hvis vi skal klare det selv. Men det er vigtigt at sende det klare signal, at på Frederiksberg mener vi, at det er en vigtig dagsorden - og vi ønsker at gøre noget ved det, siger Simon Aggesen.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Politik

Ole Bjørstorp

Vraget borgmester truede med at forlade S - nu skifter han mening

Stormflod (1)

Ny rapport om kæmpe ø-projekt får lunken modtagelse: "Det er simpelthen dødens pølse"

Enhedslistens erhvervsordfører Victoria Velasquez

Enhedslisten vil give gavekort til millioner af danskere

vote-hilleroed.jpg

Magten kan skifte ved kommunalvalget i Hillerød - nu vil V og S vise deres forskelligheder

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere