Trist bypark er forvandlet til farverig labyrint

Grønningen i København Nordvest har længe været et sted de fleste er gået udenom. Men et samarbejde mellem kunst og byudvikling skal forvandle stedet til en ny bypark, man fremover vil besøge.

Lige nu kan man opleve den ellers meget anonyme bypark Grønningen bogstaveligt talt viklet ind i kunst.

For den ellers glemte københavnske bypark er forvandlet til en magisk labyrint af kilometervis af stofstrimler, som besøgende og beboere selv har været med til at skabe.

quote Det, vi gør, er, at lave en længerevarende indsats, hvor kunsten er en del af byparken frem til oktober, for at skabe aktiviteter, der får folk til at besøge byparken.

Sara Katrine Nissen, Projektleder, Områdefornyelsen, Københavns Kommune.

Kunstværket ”Grønningen som labyrint” er skabt af kunstneren Karoline H. Larsen, og er en del af et samarbejde mellem Områdefornyelsen Nordvest og Metropolis – Københavns Internationale Teater.

Et samarbejde der skal udmunde i borgerinddragende projekter. Alt sammen for at give Grønningen nyt liv.

- Det er et smukt område  med en hel del kvalitet, men det har været i forfald længe. Det har ganske få funktioner og er derfor ikke særligt tiltrækkende. Få beboere bruger det, så det ligger forladt hen til andre, som bruger det til uhensigtsmæssigt adfærd til stofsalg og den slags. Og det har en selvforstærkende effekt for jo mere kriminalitet, der er, jo mindre vil beboerne bruge det, siger Sara Katrine Nissen, projektleder i Områdefornyelsen Nordvest.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Både store og små deltager i kunstværket.
Både store og små deltager i kunstværket.
Foto: Agnete Schlichtkrull

Samskabende kunst

Der er ikke kun tale om et enkelt kunstværk. Grønningen vil den kommende tid blive præget af flere forskellige aktiviteter, der hele tiden afløser hinanden henover sommeren, og de har alle én ting til fælles. Det skal alle være samskabende.

quote Vi er vant til at opleve et område på en bestemt måde, men nu kan folk få en nye oplevelse af det og sammen være en del af det.

Karoline H. Larsen, kunstner.

- Det, vi gør, er, at lave en længerevarende indsats, hvor kunsten er en del af byparken frem til oktober, for at skabe aktiviteter, der får folk til at besøge byparken. De oplevelser som folk får dernede er med til at give erfaringer og personlige historier, som forhåbentlig skaber ejerskab af stedet, så beboerne får en anden tilknytning til stedet. Og deres tilstedeværelse skubber forhåbentlig kriminelle væk, forklarer Sara Katrine Nissen.

For kunstneren bag den magiske labyrint af stof, er det netop også den nye, fælles interaktion med værket, der er i højsædet.

- Det vigtigste for mig er, at folk får en anderledes oplevelse, end de er vant til. Vi er vant til at opleve et område på en bestemt måde, men nu kan folk få en nye oplevelse af det og sammen være en del af det. Blødheden, som stoffet repræsenterer, åbner op for nye følelser, og man bliver inddraget, siger Karoline H. Larsen, der blandet andet har været i Moskva og New York med andre samskabende installationer.

Kunstværket fungerer på den måde, at man vikler en kugle af stofgarn, som man kan kaste op i værket og lave et nyt spor blandt alle de andre stofspor. Man kan desuden kaste den frem og tilbage mellem venner, eller selv blive ved med at kaste tråden rundt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Stoflabyrinten bliver snart skiftet ud med en ny kunst-oplevelse.
Stoflabyrinten bliver snart skiftet ud med en ny kunst-oplevelse.
Foto: Agnete Schlichtkrull

En del af et større projekt

Kunsten på Grønningen er en del af en femårig indsats, der både handler om fysiske og sociale udfordringer i byparken. For i forbindelse med klimaudfordringerne indgår parken i et klimasikringsprojekt, hvor der blandt andet skal opføres nogle vandbassiner til opsamling af vand fra skybrud.

Da man alligevel skal ændre parken, vil Københavns Kommune altså samtidig højne kvaliteten af byparken, både ved at hjælpe dem, der bruger byparken nu, og ved at inddrage beboerne, der sjældent bruger den, i udviklingen af byparken.

- Ud over at aktiviteterne skal være med til at skabe et fællesskab, skal det også give os værdifuld erfaring og viden, så vi er bedre rustede til, når vi skal udforme den nye park, så borgerne får rummet tilbage, forklarer Sara Katrine Nissen.

I juni sætter Områdefornyelsen Nordvest og Bureau Detours 30 møbler ud i Grønningen, som de besøgende selv kan rykke rundt på. Møblerne er udstyret med en geo tracker, så møblernekan spores.

- Det gør, at vi kan følge borgernes færden i parken med møblerne, så vi får en viden om, hvordan beboerne ønsker at bruge parken; hvor de placerer møblerne og hvor mange de sidder sammen eksempelvis. Desuden får borgerne også en følelse af, at selv at kunne præge parken, forklarer Sara Katrine Nissen.

Ind til da kan ”Grønningen som labyrint” opleves frem til 6. juni. Man kan dog kun selv pryde værket til og med søndag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik